De kongelige
Prins Harry i modvind: Ramt af ny nedtur
Nu er prins Harry ramt af en ny nedtur!
Modvinden lader ikke til at løje af for prins Harry. Tværtimod må den britiske prins nu indkassere endnu en ærgerlig nyhed i en i forvejen turbulent tid, da der er opstået knas med økonomien i et af hans store hjertebørn.
Det drejer sig om miljø- og rejseprojektet Travalyst, som prinsen stiftede hjemme i Storbritannien tilbage i 2019, umiddelbart før han og hertuginde Meghan tog den store beslutning om at rykke rødderne op og flytte til USA.
Det skriver The Sun.
Det seneste årsregnskab for 2025 er netop blevet offentliggjort, og her må selskabet notere sig et rødt tal på bundlinjen med et underskud på over 13.500 britiske pund.
Det er lidt af en kontrast til forrige regnskabsår, hvor projektet kørte med overskud og havde over 138.000 pund stående på kistebunden, selv efter at have betalt en klækkelig skatteregning.
Tager det helt roligt
Hos prinsens organisation tager man dog det økonomiske bump på vejen med knusende ro og understreger, at de fortsat har stærk tillid til fremtiden og deres faste samarbejdspartnere.
"Det var et planlagt og lille tab på 13.000 pund, meget typisk for en slank, non-profit organisation, der foretager en kritisk investering for fremtiden," lyder det fra en talsmand for Travalyst.
Underskuddet lander desværre i en periode, hvor prins Harry i forvejen trækker overskrifter af mere kedelig karakter.
Hård tid for prins Harry
For nylig led han et stort nederlag i rettens stærke lys, da han tabte sagen mod mediehuset Associated Newspapers, der blandt andet står bag Daily Mail.
Sammen med en række andre kendte ansigter, heriblandt sangeren Elton John og skuespillerinden Liz Hurley, risikerer han nu at hænge på en gigantisk advokatregning, der kan løbe op i astronomiske 34,5 millioner pund.
Også på den velgørende front har prinsen trukket sig mærkbart tilbage. I august forlod han bestyrelsen i organisationen Africa Parks, og allerede i marts måned i år sagde han sit hverv op som protektor for velgørenhedsorganisationen Sentebale som følge af en uoverensstemmelse med bestyrelsesformanden, Dr. Sophie Chandauka.

