Følg os her

Sport

DR afslører: Samler stærkt hold til verdens største fodboldfest

Udgivet

d.

Tobias Hansen og Tina Müller bliver gennemgående værter ved VM-slutrunden til sommer. Foto: © Lars Møller

En fantastisk slutrunde venter til sommer, når verdens stærkeste fodboldhold og største stjerner indtager USA, Canada og Mexico til et spektakulært VM med deltagelse af flere hold end nogensinde før. DR er klar til at samle danskerne om sommerens store fodboldfest med blandt andre Tina Müller og Tobias Hansen i markante værtsroller.

Når VM-slutrunden starter den 11. juni med åbningskampen mellem Mexico og Sydafrika på Estadio Azteca i Mexico City, lyder startskuddet til 39 dage med kæmpe fodboldfest.

DR er med hele vejen fra første dommerfløjt, til den magiske VM-pokal skal løftes af de nye verdensmestre. Og selv om det danske landshold ikke er med denne gang, er ambitionen fortsat at samle hele nationen om de største opgør, de største stjerner og de største historier fra verdens hidtil største VM-slutrunde.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Uforglemmelige VM-øjeblikke

Tobias Hansen og Tina Müller bliver de gennemgående hovedværter hos DR, som på skift vil være i DR’s VM-studie i Aarhus og på sidelinjen, når nogle af slutrundens største kampe spilles.

Tina Müller ser frem til at skulle være med til at dække VM-slutrunden.

– Hvert VM har en fortælling, som også går hen og bliver til vores egne små historier og minder. For mig er et af de minder VM i 1994. Det var ved det verdensmesterskab, at jeg blev kæmpe fan af Roberto Baggio og hans guddommelige hestehale. Jeg jublede med ham, når han scorede, og det gjorde decideret ondt, da han sendte sit straffespark langt over mål i VM-finalen mod Brasilien. Det er det, et VM kan: skabe øjeblikke, der sætter sig fast. Derfor er det også noget helt særligt for mig nu at stå som vært sammen med Tobias Hansen – midt i de følelser, der samler os og skaber minder, siger Tina Müller.

Tobias Hansen glæder sig til at skulle bruge en stor del af sommeren på verdens største sportsbegivenhed sammen med de største fodboldstjerner og danskerne:

- VM i fodbold er med længder det største sportsevent for mig. Det er her, hele verden samles. Det er her, forskellighederne bliver sat i scene på den mest festlige og farverige måde, man kan tænke sig. Selv har jeg rigtigt mange store VM-minder, men det absolut største for mig var at stå på banen foran Argentinas medlevende fans i Qatar og opleve dem hylde Messi. At se den passion i et helt folk var fuldstændig unikt, og det er oplevelser som den, jeg glæder mig til at dele med danskerne fra sommerens slutrunde sammen med Tina Müller og hele holdet fra DR, siger Tobias Hansen.

Stærke hold i kommentarboksen og eksperter på sidelinjen

I kommentatorboksene rundt om på VM-slutrundens stadions vil Andreas Kraul have fast plads. Først sammen med ekspertkommentator Mikkel Bischoff fra Disney+ og senere i turneringen med Per Frimann, tidligere landsholdsprofil og nuværende ekspertkommentator hos Viaplay.

Et andet stærkt par i kommentatorboksen ved slutrunden er Henrik Liniger, der har ekspertkommentator Martin Jørgensen ved sin side, som har landsholdserfaring med fra hele tre VM-slutrunder.

Henrik Liniger vil også kunne høres i VM på P4, hvor han og Mathias Jacobsen kommer til at kommentere en række kampe fra slutrunden.

Til slutrunden vil DR også have eksperter på sidelinjen, der blandt andet kommer med den fodboldfaglige indsigt i optakts- og nedtakts-udsendelserne. Det er fodboldekspert hos Viaplay Francis Dickoh og landsholdsspiller Josefine Hasbo, der gennem flere år har været bosiddende i USA og til daglig spiller i den amerikanske liga og kender alt til landets fodboldkultur. Danskerne skal helt tæt på VM-slutrunden

DR’s hold af værter, kommentatorer og eksperter skal tage danskerne helt tæt på de største øjeblikke – fra analyser af kampene til fortællingerne om fansene, profilerne og de store dramaer.

– Vi stiller til VM med et virkelig stærkt hold af værter, eksperter og kommentatorer, som har masser af erfaring med både landsholdet og de største internationale turneringer – både på banen og bag mikrofonen. Det er folk, der virkelig kan deres fodbold og kan fortælle om den på en måde, så både de virkelig fodboldinteresserede og dem, der mest er med for stemningen, har lyst til at være med, når hele verden samles til fodboldfest hos os, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten.

104 kampe til VM – 53 af dem viser DR

I alt skal der afvikles 104 kampe ved slutrunden – og DR viser 53 af dem, blandt andet Norge-Frankrig og Sverige-Holland ligesom DR i gruppespillet også har kampe med Tyskland, Brasilien og Skotland.

Den første kamp hos DR er den 12. juni, hvor en af værtsnationerne, Canada, åbner mod en af slutrundens helt store overraskelser, Bosnien. Frem mod VM-slutrunden vil der komme flere udmeldinger fra DR om eksperter, sendeplaner, nye programmer og digitale aktiviteter, som kommer til at være en del af DR’s store VM-dækning og en forrygende sportssommer.

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce