Nyheder
Melding: Caroline Flemings nedtur var forventet
Selvom Fleming på papiret ser ud til at være havnet i et problem, lyder vurderingen at det var efter planen.
Store ambitioner og eksklusive behandlinger har endnu ikke fået økonomien til at stråle hos skønhedsklinikken Caolin.
Et nyt regnskab viser, at virksomheden, som Caroline Fleming stiftede sammen med kæresten Frederik Kølle, endnu en gang leverer et millionunderskud. Tallene er ganske vist en smule pænere end året før, men bundlinjen er fortsat dybt rød.
Det skriver Ekstra Bladet.
Næsten otte millioner i minus
Regnskabet for 2025 viser et underskud før skat på 7.846.524 kroner. Året før lød underskuddet på 8.789.000 kroner.
Trods milliontabet vurderer ledelsen, at resultatet lever op til forventningerne.
I ledelsesberetningen fremgår det:
"Selskabet befinder sig fortsat i en opstartsfase, hvilket påvirker årets resultat. Årets underskud vurderes som tilfredsstillende og i tråd med ledelsens forventninger til selskabets økonomiske udvikling for 2025."
Samtidig peger ledelsen på, at de første fem måneder af 2026 har budt på positiv drift.
Personaleudgifter trækker ned
Virksomheden havde i 2025 en bruttofortjeneste på 8.658.234 kroner, men især personaleomkostninger på omkring 14 millioner kroner har sat et markant aftryk på regnskabet.
Resultatet er en negativ egenkapital på 16.235.984 kroner.
For at sikre selskabets økonomiske fundament er der tilført yderligere ansvarlig lånekapital, som nu udgør 20.349.896 kroner. Ved regnskabsårets afslutning havde selskabet samtidig en likviditet på 6.163.434 kroner.
Fleming er fortid
Caolin blev lanceret med store forventninger, og Caroline Fleming lagde ikke skjul på sin tro på projektet.
Omtrent et år efter åbningen valgte hun dog at træde ud af ledelsen i forbindelse med sin flytning til udlandet, hvor hun ville forfølge nye forretningsplaner.
Erhvervsmanden Per Ulrik Andersen overtog posten, men Caroline Fleming er fortsat en væsentlig ejer af virksomheden med en ejerandel på 25,09 procent.
Selv om regnskabet fortsat viser røde tal, signalerer ledelsen, at virksomheden stadig befinder sig i en opbygningsfase og ser positivt på den videre udvikling.

