Følg os her

Kendte

Slået omkuld af lyn: DR-vært indlagt

Nu er der nyt fra hospitalssengen.

Udgivet

d.

Foto: Shutterstock.com

Mandagens voldsomme uvejr endte med at blive en oplevelse, de færreste ønsker at få på tæt hold, for DR-værten Jens Langhorn.

Et lynnedslag ramte familiens hus, mens han sad og arbejdede på førstesalen, og få meter gjorde forskellen på en skrækhistorie og en katastrofe.

Jens Langhorn fortæller i et opslag på Instagram, at han havde trukket sig tilbage for at arbejde i ro, mens regnen piskede ned udenfor.

Pludselig slog et lyn direkte ned i husets tagryg.

"Efter lidt tordenbulder i horisonten, valgte det næste lyn lige præcis vores tagryg som mål - to meter fra hvor jeg sad," skriver Jens Langhorn.

Nedslaget satte tydelige spor. Loftet revnede, stikkontakter blev flået ud af væggene, og flere lamper i kælderen sprang.

Langhorn slap heller ikke uskadt fra oplevelsen.

Endte på hospitalet

Fordi han sad med baghovedet op ad husets skråvæg, blev han påvirket af lynnedslaget.

"Fordi mit baghoved havde kontakt med tagets inderside formåede jeg at få et blackout efterfulgt af kvalme og følelsen af et baseballbat mod baghovedet," fortæller han.

Efter episoden blev han kørt til Herlev Hospital, hvor lægerne valgte at indlægge ham til observation på hjerteafdelingen natten over.

Siden er DR-værten blevet udskrevet igen.

Selv om oplevelsen var voldsom, mener Jens Langhorn, at udfaldet kunne have været langt værre.

"Efter lægernes førstehåndsberetninger om, hvordan jeg ville have set ud, hvis lynet havde slået direkte ned i mig, er jeg sgu egentligt ret taknemmelig for at have sluppet med det, der føles som en omgang tømmermænd her dagen derpå."

Året har i forvejen budt på mere end sin del af uheld for DR-profilen. Tilbage i januar knuste han sin venstre albue efter et fald på sort is, og blot få uger senere endte han igen på skadestuen, da han faldt på den nyopererede arm under en hård opbremsning i en bus.

Annonce