De kongelige
Fængslet med Marius Høiby deler detaljer fra bag muren
Der blev grint af papprinsen, afslører den indsatte.
Selv bag tremmer kan nogle indsatte tilsyneladende få en behandling, der får medfangerne til at spærre øjnene op.
Nye oplysninger fra det norske medie Dagbladet tegner et billede af, at Marius Borg Høiby var under usædvanligt tæt opsyn under sin tid i Ila-fængslet, inden han blev overført til Skaugum, hvor han nu afsoner sin varetægtsfængsling med fodlænke.
Fire betjente fulgte angiveligt med
Marius Borg Høiby har siden sidste tirsdag opholdt sig på herregården Skaugum, hvor kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon bor.
Forinden tilbragte han flere uger i Ila-fængslet i Bærum Kommune nær Oslo. Her fortæller en forvaringsdømt indsat til Dagbladet, at kronprinsessens søn fik markant mere bevågenhed end de øvrige indsatte.
Ifølge den indsatte var Høiby blandt andet ledsaget af fire fængselsbetjente, hver gang han var ude på gårdtur.
"Vi grinede bare af det. Det var ikke sådan, at vi ville gøre ham noget," fortæller manden til mediet.
Kriminalforsorgen vil ikke svare
Oplysningerne fik Dagbladet til at spørge den norske kriminalforsorg, om det omfattende opsyn skyldtes bekymringer for Marius Borg Høibys sikkerhed.
Svar på dét spørgsmål kommer dog ikke.
Kriminalforsorgen ønsker ikke at kommentere de konkrete oplysninger og henviser til, at medarbejdere er underlagt tavshedspligt, når det gælder indsatte.
Dermed står forklaringen på det angiveligt ekstraordinære sikkerhedsopbud fortsat hen i det uvisse.

