Altomkendte
Fire år som 'Axel Byvang': Morten Hee Andersen sætter ord på de sidste scener i 'Carmen Curlers'

Fire års arbejde har sat sine spor og det sætter Morten nu ord på.
Det summer af liv bag kulisserne i DR Byen i København, hvor optagelserne til tredje sæson af ”Carmen Curlers” for alvor er i gang.
Midt i travlheden træder Morten Hee Andersen ind – på vej til at optage nogle af sine allersidste scener som Axel Byvang, den ambitiøse iværksætter, han har spillet de sidste fire år.
For Morten har det været en lang og intens rejse, hvor han har investeret al sin energi i rollen.
Men nu mærker han tydeligt, at det er tid til at sige farvel.
”Jeg er træt nu. Jeg har det lige som en bil, der har kørt mere end 250.000 kilometer,” fortæller han til BILLED-BLADET og understreger samtidig, at han ikke vil klage – arbejdet har været fantastisk, men også krævende.
At skulle stoppe på toppen er ikke let, men Morten er klar til at lukke det kapitel. Han sammenligner det med at forlade efterskolen, en tid og et sted, der også har betydet meget for ham:
”Jeg elskede at gå på efterskole og har nogle af mine bedste venner derfra. Det var en vigtig del af mit liv, og på samme måde føles ’Carmen Curlers’ vigtigt.”
Han mener dog, at en god afslutning er vigtig – både for ham selv og for serien.
Han tilføjer:
”Jeg synes virkelig, at vi laver en god afslutning på den her sæson. Vi har sat alle sejl ind på, at det skal blive en fantastisk sæson.”
Tredje sæson af ”Carmen Curlers” tager os tilbage til 1968-69 og viser Axel Byvangs nye, arkitekttegnede luksusvilla. Serien får premiere på DR til efteråret 2025 – og så kan både skuespiller og seere sige farvel til en elsket fortælling, der slutter, mens den stadig er på sit højeste.