De kongelige
En ny bog afslører opsigtsvækkende detaljer om prins Andrew og hans år som dronning Elizabeths forkælede søn.
Ifølge historikeren Andrew Lownie, der står bag bogen “Entitled: The Rise and Fall of the House of York”, skulle den tidligere hertug af York have bragt prostituerede med ind på Buckingham Palace – velvidende, at hans mor kendte til det.
“Han bragte prostituerede ind på Buckingham Palace i årevis. Det skete regelmæssigt,” siger Andrew Lownie til det amerikanske medie NewsNation. Han fortæller, at ansatte på slottet gentagne gange klagede til deres overordnede, men uden resultat. “De sikkerhedsfolk, der brokkede sig, fik at vide, at hvis de ikke kunne lide det, kunne de blive flyttet tilbage til gadepatrulje i Brixton.”
Det skriver NY Post.
Ifølge Lownie blev dronningen informeret om sønnens eskapader, men valgte at se gennem fingre med det. “Selvfølgelig vidste dronningen det. Hun blev informeret. Men han var hendes yndlingssøn, og han slap afsted med alt. Man fejede det ind under gulvtæppet. Indtil nu,” fortæller han.
Stod frem efter dronningens død
Efter dronning Elizabeths død er tidligere ansatte begyndt at stå frem og fortælle, hvad de oplevede bag paladsets lukkede døre. Historikeren fortæller, at han i dag får henvendelser “hver eneste dag” fra personer, der tidligere arbejdede på slottet eller i regeringen, og som ikke længere frygter repressalier.
Skandalerne omkring prins Andrew har været mange – men Lownies nye afsløringer tilføjer endnu et mørkt kapitel til historien. I podcasten “Deep Dive” hævder han, at prinsen engang fik leveret “40 prostituerede” til et hotel i Thailand.
Prinsen – som i dag blot kaldes Andrew Mountbatten-Windsor – blev tidligere på året frataget alle sine kongelige titler og æresposter af sin bror, kong Charles III. Det skete efter de mange årsager til mistanke om hans forbindelse til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.
Et af Epsteins ofre, Virginia Giuffre, der døde tidligere i år, hævdede i sin bog “Nobody’s Girl”, at hun blev tvunget til at have sex med prins Andrew tre gange – første gang, da hun blot var 17 år gammel.
Kort inden udgivelsen af bogen udsendte Andrew en erklæring, hvor han forklarede sin beslutning om at trække sig helt tilbage fra det kongelige liv:
“Efter drøftelse med kongen og resten af familien er vi blevet enige om, at de vedvarende anklager mod mig fjerner fokus fra Hans Majestæts og kongefamiliens arbejde. Jeg har derfor besluttet, som jeg altid har gjort, at sætte min pligt over for familien og landet først.”
De nye afsløringer har igen sat ild under debatten om prinsens skandaleombruste fortid – og om kongehuset har gjort nok for at beskytte dets ry.

