De kongelige
Andrew presser kong Charles: Kræver luksus før han flytter
Efter måneder med intern uro troede mange, at kong Charles endelig havde fået ro omkring sin bror, prins Andrew. Men selv om kongen har frataget Andrew de sidste rester af hans royale titler og sat punktum for en lang og pinlig periode, er dramaet langt fra ovre.
For selv om den tidligere hertug af York nu har måttet bøje sig for kongens krav om at rømme Royal Lodge, gør han det ikke uden at kræve sine egne privilegier. Ifølge kongelige eksperter forsøger Andrew nemlig at sikre sig en række fordele, før han lader sig flytte ud af den herskabelige ejendom, hvor han har boet i årtier.
Biografen Andrew Lownie fortæller, at Andrew i årevis har klamret sig fast til sin kontrakt. Han havde en “stålfast” 75-årig lejeaftale, som han ifølge Lownie håbede at kunne give videre til sine døtre, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie. I lang tid nægtede Andrew simpelthen at flytte – til stor frustration i både paladset og hos kong Charles selv.
Det skriver Geotv.
Stiller krav til kong Charles
Men nu, hvor han endelig har accepteret at opgive den “meget stærke” lejekontrakt, forsøger han at få noget igen. Ifølge Mirror stiller Andrew krav om et nyt, rummeligt hus – helst med seks eller syv soveværelser – og et fuldt personale med “en kok, gartner, husholderske, chauffør og politibeskyttelse”.
For kong Charles er situationen følsom. Lownie forklarer, at det gode ved aftalen er, at den ikke koster de britiske skatteydere noget, men derimod betales direkte af kongehusets egne midler. Derfor kan kongen, hvis han ønsker det, efterkomme kravene for at undgå yderligere ballade.
“Det var den eneste måde at få ham ud på,” siger Lownie om aftalen, som angiveligt blev udformet på Sandringham. Han tilføjer: “Jeg tror, det har prikket hul på bylden og afværget det, der var ved at udvikle sig til en større krise.”
Til sidst runder Lownie af med ordene: “Livet er ikke altid retfærdigt.” Et udsagn, der næppe vil falde i god jord hos de mange, der mener, at prins Andrew allerede har fået mere end rigeligt.

