De kongelige
Den virkelige sandhed afsløret: Derfor er Trump så optaget af det britiske kongehus
Hvorfor er Donald Trump så optaget af det britiske kongehus? Det kommer der nu en forklaring på.
Donald Trumps fascination af det britiske kongehus er ikke opstået tilfældigt – den har rødder langt tilbage i hans liv.
Den amerikanske præsident har flere gange udtrykt sin beundring for både den afdøde dronning Elizabeth, kong Charles og resten af den royale familie. Men ifølge nye oplysninger begyndte interessen allerede i barndommen.
En royal forfatter peger nemlig på, at det især var Trumps mor, der lagde grunden.
Det skriver Express.com.
Hun var født i Skotland og fulgte intenst med i de royale begivenheder – noget, der gjorde stort indtryk på den unge Trump.
Trækker tråde tilbage til barndommen
“Det går helt tilbage til hans barndom, hvor hans skotske mor sad i timevis foran fjernsynet og så dronning Elizabeths kroning i 1953,” fortæller forfatteren David Charter.
Oplevelsen satte sig fast, og ifølge ham blev det et minde, der fulgte Trump videre i livet.
“Det er et meget stærkt barndomsminde for Trump, og han husker tydeligt, hvor fascineret og betaget hans mor var af kongehuset – og noget af det har smittet af på ham,” lyder det videre.
Siden har interessen kun udviklet sig.
Trump har selv tidligere fortalt, hvordan dronning Elizabeths fremtoning gjorde indtryk i hjemmet, hvor især hans mor havde stor respekt for hende. Hun fulgte med, hver gang dronningen optrådte på tv, og gjorde det til en begivenhed.
Den mangeårige interesse kulminerede i 2018, hvor Trump for første gang mødte dronning Elizabeth personligt på Windsor Castle sammen med sin hustru Melania Trump.
Efter mødet lagde han ikke skjul på sin begejstring og beskrev dronningen som en bemærkelsesværdig person. Han gav samtidig udtryk for, at mødet gjorde stort indtryk på ham.
Donald Trump kan desuden se frem til at tage imod kong Charles og dronning Camilla, som er på vej til USA på statsbesøg.

