De kongelige
Grev Nikolai og Benedikte afslører: Derfor skal vi fejre 10 års dag på 7-Eleven

Selvom der endnu er lidt tid til, så er planerne for den runde dag allerede på plads.
Når man hører om kongelige kærlighedshistorier, forestiller man sig ofte slotte, gallafester og romantiske omgivelser. Men for grev Nikolai og hans udkårne, Benedikte Thoustrup, begyndte alt et helt andet sted – blandt penalhuse, gruppearbejde og skolemad.
I et stort interview med Elle åbner det populære par op for første gang om begyndelsen på deres forhold, der tog sin spæde start på den traditionsrige kostskole Herlufsholm. Det var ikke kærlighed ved første blik, men derimod et venskab, som stille og roligt udviklede sig til noget mere.
Benedikte fortæller, at hun havde en vis opmærksomhed på Nikolai, da hun begyndte på skolen året efter ham. Men den royale titel fyldte hurtigt mindre, da hverdagen tog over.
"Jeg vidste selvfølgelig godt, hvem Nikolai var, men på skolen tænker man ikke rigtigt over det, fordi man går op og ned ad hinanden hver dag. Vi spiser morgenmad sammen, vi spiser aftensmad sammen, vi har timer sammen, så de tanker, jeg måske havde om, hvem han var som person, inden jeg startede, blev nærmest nedbrudt efter første dag. Derefter tænkte jeg bare, at Nikolai var Nikolai," forklarer hun til magasinet.
Det hele startede ved 7-Eleven
De to var nære venner i to år, før kærlighedens gnist blev tændt. Det skete under en studietur til det solrige La Santa i 2.g, hvor stemningen imellem dem pludselig ændrede sig. Kort efter tog Nikolai initiativ til deres første rigtige "date" – en som i dag står som et charmerende minde i parrets fælles fortælling.
Langt fra stearinlys og luksus, foreslog Nikolai nemlig noget så jordnært som en sodavand på den lokale 7-Eleven i Næstved.
Det blev begyndelsen på et forhold, som nu har varet i otte år – og parret har ingen planer om at ændre den uhøjtidelige stil.
Faktisk har de allerede besluttet, hvordan 10-års jubilæet skal fejres: med en tur tilbage til netop den tankstation, hvor det hele startede. En kærlig gestus til deres fælles fortid – og et bevis på, at ægte kærlighed ofte spirer de mest uventede steder.