De kongelige
Harry og Meghan afviser: Har ikke brudt reglerne

Ifølge kilder tæt på parret, har de ikke brudt reglerne.
Der blev løftet øjenbryn og stillet spørgsmål, da en lille detalje i en podcastvideo hurtigt satte gang i spekulationerne omkring hertuginden af Sussex. I en gavekurv, som Meghan havde sendt til sin veninde, den amerikanske skønhedsiværksætter Jamie Kern Lima, lå der et kort med ordene: "With the Compliments of HRH The Duchess of Sussex". Et kort, som mange tolker som et brud på den aftale, Meghan og prins Harry indgik med det britiske kongehus i 2020.
Da parret trådte tilbage som arbejdende medlemmer af den royale familie, blev det fastlagt, at de ikke længere måtte bruge HRH – Her eller His Royal Highness – i officielle eller kommercielle sammenhænge. Titlen blev dog ikke frataget dem, men blot sat i bero. Alligevel har kortet sat gang i debatten om, hvor grænsen går mellem privat og offentlig brug.
Det skriver BBC.
Kilder tæt på det californiske par afviser dog, at kortet overtræder nogen regler. De understreger, at Meghan og Harry fortsat respekterer aftalen, og at brugen af HRH i dette tilfælde udelukkende fandt sted i en privat sammenhæng. Gaven, som kortet var vedlagt, skulle være givet for over et år siden og var, ifølge kilderne, på ingen måde relateret til hverken Meghans fødevarelinje As Ever eller hendes kogeserie på Netflix.
Gavekurven blev vist i en video, der ledsager Jamie Kern Limas podcast, hvor hun også fortalte, at Meghan havde været en stor støtte i en periode, hvor hun følte sig "meget stresset". Hun beskrev gestussen med ordene: "Gaven viste stor empati og tilføjede noget, der giver værdi til mit liv."
Sådan lød udtalelsen fra Buckingham Palace
Siden Harry og Meghan forlod deres roller i kongefamilien og flyttede først til Canada og senere til USA, har de haft fokus på at skabe deres eget liv. Dengang udtalte Buckingham Palace: "Sussex-parret vil ikke bruge deres HRH-titler, da de ikke længere er arbejdende medlemmer af kongefamilien."
De frasagde sig samtidig den økonomiske støtte fra det offentlige og indledte det, de selv kaldte "det næste kapitel af deres liv". Aftalen har dog aldrig betydet, at de ikke længere havde ret til titlerne – kun at de ikke måtte bruge dem i officiel sammenhæng. På samme måde har prins Andrew, som også er trådt tilbage fra kongelige opgaver, stadig sin HRH-titel, men anvender den ikke.
I podcasten delte Meghan også nogle intime refleksioner om sin kærlighed til Harry. Hun fortalte: "Man må forestille sig, at i begyndelsen har alle sommerfugle i maven. Så gik vi nærmest direkte i krig sammen. Ja, lige fra starten, omkring seks måneder inde i forholdet. Så nu, syv år senere, når man endelig har lidt luft, kan man nyde hinanden på en ny måde – og derfor føler jeg, at det faktisk er vores bryllupsrejseperiode nu."