De kongelige
Kan splitte Harry og Meghan: Uenige om Archies fremtid
Ifølge nye oplysninger kan der være ballade på vej mellem prins Harry og Meghan Markle. Parret, der ellers plejer at fremstå som et stærkt og samlet team, skulle være uenige om en beslutning, der handler om deres søn Archie – og den kan vise sig at blive en reel prøvelse for deres ægteskab.
Rygterne begyndte at svirre, efter britiske medier skrev, at Harry angiveligt har indskrevet Archie på den prestigefyldte kostskole Eton – den samme skole, som både hans far, kong Charles, og bror, prins William, har gået på. En beslutning, der i givet fald ville betyde, at Archie skal bo langt væk hjemmefra i en meget ung alder.
Det skriver Express.
Den royale ekspert Lydia Alto siger til The Sun, at dette kan skabe problemer mellem Harry og Meghan.
“Det kan meget vel blive en stor kilde til spændinger i fremtiden,” forklarer hun og peger på, at Meghan længe har haft stor indflydelse på familiens beslutninger.
'Harry vil give efter'
Hun siger desuden: “Meghan har konsekvent fremstillet sig selv som den, der træffer beslutningerne i familien, og hvis hun kalder kostskoler uacceptable, vil Harry næsten med sikkerhed give efter.”
Meghan har tidligere givet udtryk for, at hun ønsker et mere normalt og trygt liv for sine børn, langt fra den royale opdragelse, som Harry selv voksede op med. Derfor kom rygterne om Archies mulige fremtid på Eton bag på mange.
Kort efter blev spekulationerne dog afvist af en talsmand for parret, som udtalte: “Prins Harry har ikke skrevet sin søn op til Eton, og han har heller ingen planer om at gøre det.”
Selvom historien altså blev afvist, har den alligevel sat gang i snakken om, hvorvidt parret måske ikke længere er helt enige om, hvordan deres børn skal opdrages – og hvor tæt de egentlig ønsker at være på det britiske kongehus, som de for få år siden vendte ryggen.

