De kongelige
Kronprinsesse Victoria må afbryde ferien: Her er årsagen

Midt i sol og sommer tager Victoria og Daniel en pause fra ferien på Solliden Slot. De har nemlig valgt at afbryde ferien for at deltage i særlig begivenhed.
Selv om kronprinsesse Victoria i disse dage nyder sommeren og en velfortjent ferie med sin familie på Solliden Slot på Öland, sætter hun søndag midlertidigt ferien på pause.
Den svenske tronfølger har nemlig et vigtigt ærinde i Visby, hvor hun og prins Daniel deltager i en helt speciel begivenhed.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Kommer trods planlagt ferie
Det svenske kongehus oplyser i sin officielle kalender, at parret vil være til stede ved Domkirkens 800-års jubilæum – en historisk begivenhed, som den royale duo gerne vil være med til at markere.
At kronprinsessen og hendes mand vælger at rejse fra ferien for en enkelt dag bliver modtaget med varme ord fra arrangørerne.
Biskop Erik Eckerdal udtaler i en pressemeddelelse, at det er "en stor glæde", at kronprinsesseparret vælger at ære jubilæet midt i deres ferie.
Kalenderen er tom
Efter weekendens besøg i Visby vender kronprinsesse Victoria formentlig tilbage til Öland, hvor ferien fortsætter med prins Daniel og børnene, prinsesse Estelle og prins Oscar. Der er i hvert fald ingen officielle opgaver i kalenderen før den 21. august, mens prins Daniel vender tilbage allerede dagen før.
Selv om det har været ferietid, har svenskerne ikke helt været uden glimt af den populære kronprinsesse.
Den 14. juli fyldte Victoria 47 år, og traditionen tro blev dagen fejret med både fotografering foran Solliden Slot og den årlige Victoriakoncert på Borgholm Slot.