De kongelige
Marius Borg Høiby er desperat: Nu bruger han mors sygdom
Nu gør han brug af særligt træk.
Marius Borg Høiby kæmper fortsat for at slippe ud af fængslet og få lov til at afsone med fodlænke hjemme på Skaugum – og nu spiller familiens alvorlige sygdomssituation også en rolle i sagen.
Ifølge norske medier har kronprinsesse Mette-Marits søn sendt et nyt notat til retten som led i anken over den afgørelse, der i sidste uge afviste hans ønske om hjemmeafsoning.
Retten vurderede dengang, at der fortsat var risiko for nye lovovertrædelser, og derfor blev ønsket om fodlænke afvist.
Nu forsøger Marius Borg Høiby i stedet at overbevise lagmandsretten om, at hans situation bag tremmer forværrer både hans mentale og fysiske tilstand.
Det skriver Nettavisen.
Ifølge mediet beskriver han blandt andet hukommelsesproblemer, udmattelse og psykiske belastninger efter længere tids isolation i fængslet.
Svært for familien
På grund af de alvorlige anklager mod ham og hans kendte efternavn holdes han samtidig adskilt fra andre indsatte.
Derudover peger Høiby også på den svære situation i familien. Selvom kronprinsesse Mette-Marit ikke nævnes direkte i notatet, fremgår det ifølge mediet, at et nært familiemedlems sygdom gør fængselsbesøg vanskelige.
Det blev sidste år offentliggjort, at kronprinsessen forberedes til en lungetransplantation.
I anken henvises der desuden til en psykiaters vurdering af, at den langvarige isolation og den massive medieomtale har haft en negativ effekt på Høibys tilstand.
Samtidig argumenterer han for, at samtaleterapi og tættere kontakt til familien vil være lettere at gennemføre hjemme på Skaugum.
Hvis han får lov til at afsone med fodlænke, vil der ifølge oplysningerne være omfattende kontrol med ordningen. Blandt andet vil alarmen gå, hvis han forlader boligen, og der vil kunne udføres uanmeldte kontrolbesøg og rusmiddeltests.
Høibys advokat René Ibsen forklarer samtidig til Nettavisen, at kontakten til familien er et vigtigt punkt i sagen, og at Kriminalforsorgen vurderer, at Høiby er egnet til afsoning med fodlænke.

