De kongelige
Marius Borg Høiby sigtet for voldtægt: Nu bryder kronprins Haakon tavsheden

‘Pap-prinsen’ er nu sigtet i en særdeles alvorlig sag.
Politiet i Oslo har endnu engang udvidet sigtelsen mod Marius Borg Høiby, kronprinsesse Mette-Marits ældste søn. Den 27-årige blev mandag aften anholdt og sidder nu varetægtsfængslet i Oslo, det kom frem tidligere i dag.
Den nye sigtelse vedrører seksuel omgang med en person, der var ude af stand til at modsætte sig handlingen – en alvorlig tiltale, der føjer sig til en lang række eksisterende sigtelser. Disse omfatter skadeværk, vold, vold i nære relationer og trusler.
Marius Borg Høiby blev første gang anholdt den 4. august i år, hvor han blev sigtet for vold mod sin daværende kæreste samt skadeværk i en lejlighed på Frogner. Ved denne anholdelse konfiskerede politiet blandt andet en kniv, der var stukket i væggen, og en ødelagt mobiltelefon uden SIM-kort. Lejligheden bar præg af en voldsom konflikt.
Ville gerne have været hjemme
Efter den første anholdelse udsendte Høiby en erklæring, hvor han erkendte sit problem med kokainmisbrug. Siden da er sigtelserne blevet udvidet flere gange og inkluderer nu også vold mod to tidligere kærester samt trusler mod en anden mand og brud på besøgsforbud.
Mandag aften blev Høiby anholdt på ny. Denne gang omhandler sigtelsen straffelovens paragraf 291 om voldtægt. Ifølge politiet vedrører sagen seksuel omgang uden samleje, hvor offeret var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Politiet oplyser, at sagen blev rejst på baggrund af oplysninger, der fremkom under den igangværende efterforskning.
Kronprins Haakon der i øjeblikket opholder sig på Jamaica, udtaler sig nu til det norske medie NRK.
“Det er alvorlige anklager, som Marius nu står overfor. I dag tænker vi selvfølgelig på alle de berørte,” lyder det fra Haakon.
Der er heller ingen tvivl om, at Haakon gerne ville være hjemme og støtte sin hustru, i denne svære tid:
“Jeg ville gerne have været hjemme hos Mette i dag. Jeg savner hende,” lyder det fra kronprins Haakon.