De kongelige
Prins Harry kommer med kryptiske ord: Var det en hentydning til William?
For første gang i fem måneder satte prins Harry igen fod på britisk jord. Anledningen var både følelsesladet og officiel, da han mandag lagde blomster ved Windsor Castle på treårsdagen for dronning Elizabeths død.
Herefter gik turen til London, hvor hertugen af Sussex deltog i WellChild Awards. Prisuddelingen er en mærkesag for Harry, der i årevis har været protektor for organisationen, som støtter alvorligt syge børn.
Mens Harry hyggesnakkede med flere af de unge deltagere, kom der en bemærkning, der fik folk til at spærre øjnene op. Da han talte med 17-årige Declan Bitmead, spurgte han nysgerrigt: "Driver han dig til vanvid?" med henvisning til drengens lillebror.
Det skriver Sky News.
Da Declan svarede, at de to havde det fint, replicerede Harry: "Det kan nogle gange gøre det mere udfordrende," da han hørte, at brødrene gik på samme skole. Ordene blev opfattet som en mulig hentydning til hans eget komplicerede forhold til storebror William – en relation, der i årevis har været genstand for intens offentlig debat.
Elsker Love Is Blind
Selv om den royale bror-dynamik lå i baggrunden, viste Harry sig som den folkelige prins, mange husker. Han jokede med 13-årige Grace Tutt, der spurgte ham om Netflix-tips. Hertugen afslørede, at han og Meghan ser thrillerserien Hostage, men indrømmede også, at han er fan af realityserien Love Is Blind.
Senere kastede Harry sig ud i en ballon-sværdkamp med niårige Gwen Foster, som straks udfordrede ham til duel. En legende stund, der fik både børn og voksne til at trække på smilebåndet.
Besøget sker i en tid, hvor Harrys kontakt med resten af kongefamilien er yderst begrænset. Siden han og Meghan i 2020 sagde farvel til deres roller som arbejdende royale og flyttede til Californien, har forholdet til både prins William og kong Charles været anspændt.
Faktisk har Harry ikke stået ansigt til ansigt med sin far i mere end halvandet år – siden han hastede til England, da kongen fik konstateret kræft. Om turen denne gang byder på et længe ventet møde med enten William eller Charles, står stadig hen i det uvisse.