Film / TV
Atypisk at TV 2 og DR går sammen om program: Derfor er det vigtigt

De to tvkanaler går sammen om et program, og selvom det er sjældent at de slår sig sammen, så er det et fælles budskab de ønsker at formidle.
Når Danmark den 4. maj markerer 80-året for befrielsen fra den tyske besættelse, bliver det med et særligt og historisk tv-program i centrum.
DR og TV 2 går nemlig sammen om programmet ”Danmark tænder lys – Befrielsen 80 år”, og det er ikke tilfældigt, at netop Natasja Crone og Johannes Langkilde er udvalgt til at guide danskerne igennem aftenen.
Nutid og fortid
Programmet bliver et levende tilbageblik på de dramatiske år under Anden Verdenskrig, men det stopper ikke der. Det handler også om at rette blikket mod nutiden – og fremtiden. For i en tid præget af uro og krig i Europa er det vigtigere end nogensinde at tale om frihed og fællesskab.
Johannes Langkilde beskriver dagen som noget helt særligt:
"Vi bringer reportager fra mindehøjtideligheder over hele landet, men vi ser også fremad og spørger, hvad vi i dag kan lære af det, der skete for 80 år siden."
Og netop det historiske vingesus er omdrejningspunktet for aftenen. Programmet byder på taler, musik og øjeblikke, hvor både kongehuset og statsministeren deltager – og hvor danskerne inviteres til at tænde lys i vinduerne, præcis som det blev gjort den aften i 1945.
Natasja Crone understreger programmets relevans i dag:
"I en tid hvor der igen er krig i Europa, er der rigtig god grund til at stå sammen om vores frihed og værdier i Danmark."
Programmet bliver en hyldest til friheden og en påmindelse om, at den aldrig bør tages for givet. Det er et fælles minde – og et fælles håb.