Følg os her

Film / TV

Endelig! Hotel Romantik vender tilbage med ny sæson

Udgivet

d.

Hotel romantik deltagere og vaerter s2 225 foto holger rytterjpg
Sofie Linde og Joakim Ingversen byder endnu engang 20 seniorer velkommen på Hotel Romantik. Foto: © Holger Rytter

Når DR’s kærlighedsprogram ‘Hotel Romantik’ vender tilbage den 18. april står den på et herligt og rørende indblik i seniorernes liv med alt, hvad det indebærer - fra søgen efter kærlighed til udfordringer som prostatakræft. Og i år kan danskerne komme endnu tættere på i en ny podcast om programmet med Sara Bro som vært.

Snart er der gensyn med det hjertevarme tv-program om kærlighed, livserfaring og nye begyndelser.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  'Gift ved første blik'-ekspert: Dette er det sværeste når deltagerne skal matches

Sæson to af DR’s kærlighedsprogram ’Hotel Romantik’ har premiere den 18. april med Sofie Linde og Joakim Ingversen som værter, og igen inviteres man med på en rejse med både romantik og eftertanke i centrum - denne gang under sydens sol på Mallorca. I løbet af 10 intense dage vil passionen blusse og sandhedens øjeblikke stå i kø. Her knyttes bånd, som kan holde resten af livet - og måske tændes en kærlighed, der kan overleve, selv efter solen går ned over den spanske ø.

I år kan danskerne ikke blot følge med i de farverige seniorers spirende fællesskab på tv. ’Hotel Romantik’s mange tematikker foldes også ud på lyd, når Sara Bro hver lørdag får besøg af medvirkende i ’Hotel Romantik Podcasten’.

Livet fortsætter efter de 60 – på godt og ondt

20 modige singler har pakket kufferten og sat kurs mod varmen i jagten på deres livs sidste soulmate. De håbefulde seniorer indlogerer sig på Hotel Romantik på Mallorca, hvor luften fra første øjeblik sitrer af forventning.

Rejsen handler ikke kun om at finde en kæreste, men bliver også en søgen efter svar på, hvordan livets sidste 20 procent skal leves. Programmet skildrer seniorliv gennem søgen efter kærlighed og alle de temaer, der dukker op, når man har et levet liv bag sig og står overfor udfordringer som både prostatakræft og inkontinens, skilsmisse og at miste.

– Med ’Hotel Romantik’ giver vi plads til en gruppe danskere, der alt for sjældent står i centrum for kærligheds-tv. Vi vil gerne vise, at kærlighedsliv, drømme og store følelser ikke stopper, fordi man har rundet de 60 - med alle de glæder og udfordringer, det giver – og inspirere til at kaste sig ud i nye fællesskaber som et værn mod ensomheden, som vi ved, stiger med alderen, siger Anne Garlichs, programchef for eksternt tv i DR og fortsætter:

- Når vi inviterer seerne med ind i seniorernes liv, erfaringer og håb for fremtiden, er det også et billede på DR’s ambition om at vise hele danskernes liv og flere slags livshistorier. Det håber vi, er med til at skabe forståelse, nysgerrighed og samhørighed på tværs af aldre og tegne et nuanceret portræt af befolkningen.

Første afsnit har premiere den 18. april på DRTV og DR1 og udkommer de følgende syv lørdage.

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce