Film / TV
Mange har undret sig over denne detalje ved sæson 8 af 'Korpset': Hvor er han henne?

Efter seks sæsoner er han væk fra skærmen – nu forklarer den tidligere jægersoldat hvorfor.
Der mangler nemlig et kendt ansigt blandt instruktørerne i den populære TV 2-serie, hvor både kendte og helt almindelige danskere bliver presset til det yderste.
Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, der har været en fast del af programmet i seks sæsoner, er ikke længere at finde blandt dem, der giver ordrer i felten.
Og mange har undret sig...
Hvor er Rathsack blevet af?
Det korte svar er, at han og produktionen ikke kunne nå til enighed om samarbejdet denne gang. “Vi kunne ikke blive enige for rammerne for samarbejde. Der er ikke nogen, som er sure på hinanden. Alt foregik i god ro og orden,” siger Thomas Rathsack til B.T.
(Artiklen forsætter)

Selv fortæller han, at han savner at være med og følge deltagernes udvikling gennem de otte barske døgn, hvor de presses fysisk og mentalt – præcis som i en komprimeret version af Jægerkorpsets optagelsesprøve.
Han har især haft en forkærlighed for de sæsoner med almindelige danskere.
“Man har den almindelige dansker, håndværkeren, revisoren, hvor de kommer ind og kæmper på de samme præmisser,” siger han og tilføjer, at det giver et unikt indblik i den danske folkesjæl.
Selvom han i denne omgang ikke trækker i instruktørtrøjen, har han ikke lukket døren helt. “Det kan være, vi bliver enige til en sæson ni,” siger han med et glimt i øjet.
I mellemtiden er stafetten givet videre til de tidligere jægersoldater Rune Krogh Danielsen og Erik B. Jørgensen samt frømændene Rune Viborg og Bastian Riis Mortensen, som nu står klar til at tage aspiranterne gennem ild og vand.