Kendte
Afslører hemmelig Vild med dans-detalje: Det ser du ikke på skærmen
Der er fuld fart over dansegulvet i Vild med dans, som lige nu kører på TV 2 for sidste gang. Den 22. sæson bliver nemlig slutningen på et ægte tv-eventyr – det afslørede kanalen allerede tilbage i juni.
Blandt de rutinerede dansere finder vi Thomas Evers Poulsen, der nærmest er blevet synonym med programmet. Han har været med helt siden 2005, hvor han dansede sig til sejr sammen med skuespiller Mia Lyhne. Siden har han gentaget succesen to gange – først med Ena Spottag i sæson 12 og senere med Merete Mærkedahl i sæson 17.
I år svinger Thomas hofterne med tv-værten Camilla Ottesen, og der bliver trænet intenst frem mod hver fredags show. Om de to går hele vejen, må tiden vise – men Thomas tager ingen chancer.
For bag de hurtige trin og de smilende piruetter gemmer sig et helt særligt ritual. Hver gang han skal på gulvet, trækker Thomas nemlig i sine lykkesokker. Det fortæller han til B.T.
Nye sokker til hver sæson
Men det er ikke de samme sokker, han bruger sæson efter sæson. Hvert år får han et nyt par, og der er en særlig grund til, at de gamle ikke bliver brugt igen. På den ene ankel står der et T for Thomas – og på den anden hans dansepartners forbogstav.
Denne gang prydes sokkerne altså af et T og et C for Camilla.
Og hvis nogen skulle tro, at sokkerne når at blive lidt ildelugtende gennem sæsonen, så kan Thomas berolige fansene: de bliver vasket flittigt.
“Sokkerne ryger direkte i maskinen, når jeg kommer hjem, for det er meget vigtigt for mig, at de er klar. Og så ryger de i min taske med det samme,” fortæller den garvede danser med et grin.
Fredag står Thomas og Camilla igen klar på dansegulvet, når Vild med dans byder på både fællesdans og halloween-tema. Der bliver altså skruet helt op for både rytmer, grin – og en smule uhygge.
Du kan se Vild med dans fredag kl. 20.00 på TV 2 og TV 2 Play.

