Anne-Grethe Bjarup Riis afslører: Derfor ændrede en tur i biografen hendes liv

For skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis har troen været et fast holdepunkt i mange år – faktisk lige siden hun var ganske ung. I en ny episode af podcasten Skål Søster fra ALT for damerne fortæller hun, hvordan hun igen og igen har lænet sig op ad troen, når livet har gjort ondt.

Hun beskriver, at troen især blev vigtig i nogle af de perioder, hvor tilværelsen virkelig blev sat på prøve. Blandt andet da hendes søn blev ramt af leukæmi, da hun mistede sin mor, og da hun selv stod midt i en skilsmisse.

Men det måske mest opsigtsvækkende er, hvordan det hele begyndte.

Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller nemlig, at hun ikke voksede op i et hjem, hvor religion fyldte meget i hverdagen. "Jeg er ikke vokset op i et troende hjem." Familien var, som hun selv beskriver det, almindeligt kristen på den klassiske danske måde, hvor kirken typisk hører til ved jul og ved store mærkedage som bryllupper.

Det skriver Alt.dk.

Vendepunktet kom, da hun var omkring 15 år og var i biografen med sin daværende kæreste. Han inviterede hende ind at se gyserfilmen Eksorcisten – og den oplevelse satte sig dybt.

Da lyset blev tændt efter filmen, følte hun, at noget havde flyttet sig indeni. Hun fortæller, at hun blev så skræmt, at det satte gang i tankerne om det gode og det onde, og at hun fik en stærk fornemmelse af, at hun havde brug for noget, der kunne beskytte hende. Det blev startskuddet til en tro på, at der findes noget større, end man selv kan styre.

Oplevede flere 'mærkelige' ting

Hun beskriver det som en form for erkendelse, der kom pludseligt og voldsomt. "Jeg fik næsten en åbenbaring" fortæller hun i podcasten, og forklarer, at hun efterfølgende begyndte at søge efter en “lysere side” som modvægt til den frygt, hun havde fået plantet.

Og ifølge Anne-Grethe Bjarup Riis stoppede oplevelserne ikke der. I tiden efter fortæller hun, at hun oplevede flere mærkelige ting, som hun havde svært ved at forklare. Hun nævner blandt andet situationer, hvor vinduer smækkede, lys blinkede, og radioen opførte sig underligt – og hun beskriver det som noget, der nærmest mindede om poltergeist-agtige episoder.

Hun fortæller også om en natlig oplevelse ved en kirkegård, hvor hun mener at have set kutteklædte skikkelser og hørt lyde i gruset, som gjorde hende så utryg, at hun til sidst opsøgte en præst.

Efter den periode begyndte hun at gå med smykker, der symboliserede hendes tro, og det blev ifølge hende et personligt anker, hun bar med sig videre i livet. Hun understreger samtidig, at hendes tro ikke nødvendigvis har været udlevet på en traditionel måde, hvor hun bad meget eller talte direkte til Gud, men snarere som en indre sikkerhed i, at der findes kræfter, som passer på én.

Hun fortæller også, at hun ikke ser Gud som en konkret person, men som noget altomfavnende – og at hendes interesse for troens betydning kun er blevet større med årene. Især fordi hun oplever, at mange mennesker i dag søger mening og noget større at holde fast i, samtidig med at tro for andre kan virke som noget, der ikke hører hjemme i en moderne verden.

For Anne-Grethe Bjarup Riis blev troen dog mere end blot en tanke. Da hendes søn blev alvorligt syg, fortæller hun, at det ændrede hendes forhold til troen markant – og gjorde det endnu mere tydeligt for hende, hvor meget den faktisk betyder, når man står i livets mest sårbare øjeblikke.