Kendte
Claes Antonsens situation er gået fra skidt til værre
Den udskældte trommeslager og bandleder har fået endnu et stort problem på hænderne.
Scenelyset er tændt igen for Claes Antonsen, men regnskaberne fortæller en helt anden historie end comebacket på trommestolen.
Nye regnskabstal som Se og Hør har fået adgang til, viser at selskabet bag The Antonelli Orchestra fortsat kæmper med eftervirkningerne af den turbulens, der fulgte i kølvandet på DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen.
Omsætningen fortsætter nedad
Regnskabet for 2025 viser en bruttofortjeneste på 606.975 kroner. Dermed fortsætter den markante tilbagegang, som begyndte efter dokumentaren i sommeren 2024, hvor flere kvinder fortalte om deres oplevelser med Claes Antonsen. Trommeslageren undskyldte efterfølgende sin adfærd.
Året før var bruttofortjenesten allerede faldet markant, og sammenlignet med perioden inden sagen er udviklingen endnu mere tydelig. I 2023 lød bruttofortjenesten på mere end 5,2 millioner kroner.
Bundlinjen ender samtidig med et underskud på 192.996 kroner.
Sparer sig til et mindre underskud
Selv om selskabet fortsat leverer røde tal, er resultatet en klar forbedring i forhold til 2024, hvor underskuddet landede på 658.457 kroner.
Forklaringen skal især findes i markant lavere personaleudgifter.
Lønudgifterne er reduceret fra 1.883.231 kroner i 2024 til 422.750 kroner i det nye regnskab, svarende til en gennemsnitlig månedsløn på 35.229 kroner.
Selskabets egenkapital er fortsat negativ og lyder på minus 335.158 kroner. Til gengæld ser økonomien mere solid ud i Claes Antonsens holdingselskab, hvor egenkapitalen opgøres til 3.127.181 kroner.
Vendte tilbage til scenen
Efter dokumentaren valgte den 63-årige musiker at trække sig fra bandet, selv om han fortsat ejede selskabet bag The Antonelli Orchestra.
Senere vendte han tilbage som trommeslager forud for en række koncerter.
I forbindelse med comebacket fortalte han til Ekstra Bladet:
"Men jeg ser fremad nu, og jeg har virkelig savnet at spille trommer. Jeg føler mig amputeret uden at spille trommer. Det har været hele mit liv, siden jeg var 13 år."

