Følg os her

Kendte

Forfatter og filmskaberen Jørgen Leth er død

Udgivet

d.

Jørgen Leth
Finn Frandsen/Ritzau Scanpix

Hvil i fred.

Danmark har mistet en af sine mest markante kulturpersonligheder. Jørgen Leth er død, 88 år gammel, efter kort tids sygdom.

Det bekræfter familien gennem forlaget Gyldendal.

LÆS OGSÅ  Jørgen Leths helbred spænder ben: Må have hjælp af sønnen

Bemærkelsesværdig karriere

Jørgen Leth, der i juni i år udgav digtsamlingen Zombie, har siden begyndelsen af 1960’erne sat sit præg på dansk kunst og kultur.

Han debuterede i 1962 med samlingen Gult lys og fortsatte gennem årtierne med at udfordre og fascinere læsere og seere med sit særegne blik på verden.

Hans stemme, både i skrift og lyd, var noget ganske særligt. Som kommentator, digter og instruktør formåede han at skabe en tone, der stod helt for sig selv.

Forlagschef Simon Pasternak fra Gyldendal Skønlitteratur beskriver det således:

"Den dybe, lidt nasale Jørgen Lethske stemme, der kunne lægge den perfekte frasering ind over alting – fra Eddy Merckx og Godard til en saglig og detaljeret kærlighed og ja, døden selv".

Leths evne til at kombinere enkelhed og nøgternhed med en kølig elegance gjorde ham til en unik skikkelse i både litteratur og film. Han skrev med en præcision, der gav plads til både helte, besættelser og de små øjeblikke i livet.

Han blev især kendt for sine mange digtsamlinger, men også for en lang række film, hvoraf 'Det perfekte menneske' fra 1967 står som en klassiker. Hans virke som kommentator på cykelsport satte ham desuden i forbindelse med et bredere publikum, der lærte at forbinde hans stemme med dramaet på landevejen.

Selv i sine sene år blev Jørgen Leth ved med at skabe og dele. Zombie blev hans sidste udgivelse, en påmindelse om hans ukuelige skabertrang.

Familien ønsker ro i den svære tid og har ingen yderligere kommentarer.

Som journalist på 'Alt om kendte' dækker jeg alt det, du ikke vil gå glip af – fra de nyeste kendissladder og store øjeblikke i tv-verdenen til spændende nyt fra kongehuset. Med en skarp (digital)pen og øje for detaljen formidler jeg historier, der både underholder og informerer.

Annonce