Kendte
Frygten for alvorlige hjerteproblemer satte alt på pause: Nu åbner Rolf Sørensen op

TV 2-kommentatoren taler ud efter skræmmende afbud før Tour de France
Det vakte opsigt blandt cykelfans, da Rolf Sørensen i sommeren 2024 meldte afbud til Tour de France-dækningen på TV 2 – kun få dage før startskuddet lød.
Årsagen var hjerteproblemer, og den tidligere cykelstjerne trak sig øjeblikkeligt tilbage for at gennemgå en række undersøgelser.
Nu – måneder senere – kan han heldigvis sætte ord på, hvad der egentlig skete.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
”Alt endte jo – kan man sige – godt,” fortæller Rolf Sørensen, som nu igen er at finde i offentligheden i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Rolf og Ritter – Historier fra 20 år med Tour de France”, som han har skrevet sammen med kommentatorkollegaen Dennis Ritter.
Ikke påvist
Undersøgelserne viste, at der heldigvis ikke var tale om en hjertesygdom.
I stedet blev det konkluderet, at symptomerne skyldtes stressrelaterede årsager. Og ifølge Rolf selv har han været i hænderne på nogle af landets absolut dygtigste hjertelæger.
”De kunne sågar se, at jeg har været atlet, og at hjertet ikke fejlede noget,” fortæller han lettet.
Afbuddet og bekymringerne omkring helbredet har også fundet vej ind i makkerparrets nye bog. Ifølge Rolf og Dennis var det vigtigt at begynde med netop den historie.
”Der er måske nogen, der ved det, men det er jo ikke alle, der ved, hvad der lige foregik der,” siger Rolf om beslutningen.
Nu ser han fremad og er klar til at indtage kommentatorboksen igen, når Tour de France 2025 ruller over skærmen.