Kendte
HVOR stor er den egentlig? Nu deler Jesper Vollmer sjovt billede
Jesper Vollmer og Annette Heick har kastet sig ud i endnu et omfattende renoveringsprojekt – og denne gang har Jesper fået lidt uventet hjælp fra sin svigermor, Hilda Heick.
Efter at have solgt deres hus i Holte er parret flyttet til et nyt hjem i samme område, som nu bliver sat grundigt i stand. Jesper har løbende delt glimt fra renoveringen på Instagram, hvor han viser både fremskridt, kaos – og humor.
Det er langt fra første gang, ægteparret har stået midt i en større byggeproces. Tidligere har de skabt det populære “Huset Rå” på Bornholm, og i 2018 gik de i gang med et stort projekt i Holte, hvor alt blev tilpasset efter deres egne ønsker. Sidste år hjalp de desuden Annettes forældre, Keld og Hilda Heick, med at totalrenovere et dødsbo – og nu er det altså deres egen tur igen.
Jesper Vollmer har især ét hjertebarn i den nye bolig: drømmen om en stor, åben pejs.
“Det har været et af mine største ønsker længe. En kæmpe MF af en åben pejs med så meget wow-feature, at jeg kniber mig selv i armen. Jeg har haft lukkede brændeovne med glas i altid, men de gange jeg har oplevet den levende ild med kæmpe åbne pejse, har jeg tænkt: some day… some day. Det er nu… og jeg har selv tegnet den,” Har han delt i et tidligere opslag på Instagram. 
Hvor stor bliver den pejs?
Men drømmeprojektet har også ført til et væld af spørgsmål fra følgerne. Mange har været nysgerrige efter at vide, hvor stor den pejs egentlig bliver. Og her trådte svigermor Hilda til – med et smil.
Jesper har nemlig delt et nyt billede af Hilda midt i byggeriet som målestok til pejsens dimensioner, ledsaget af den humoristiske tekst:
“Der er mange, der har spurgt mig om, HVOR stor min nye pejs egentlig bliver. Behøver jeg at sige mere? Jeg har fået den bedste svigermor til at fremme forståelsen.”
Billedet af den smilende Hilda Heick foran den enorme pejsekonstruktion har fået mange til at smide en kommentar til opslaget.
Blandt andet skriver én:
"Det er god humor."
Du kan se hele opslaget herunder:


 
											 
											 
											 
											 
											 
											 
											 
											 
											