Kendte
Kurt Ravn slår fast: Det er det eneste, der kan få mig til at stoppe som skuespiller

Kurt Ravn har ikke planer om at stoppe som skuespiller, det er der kun én ting, der kan få ham til.
Han har spillet alt fra elsket læge til alvorlig officer, men nu kaster Kurt Ravn sig over noget helt andet – nemlig revyens glimt i øjet og frække finurligheder. Til sommer bliver han en del af holdet bag Tivolirevyen, hvor han står side om side med komikere som Søs Egelind, Thomas Warberg og Linda P.
Selv om han nu kan skrive 77 år på dåbsattesten, har han ingen planer om at lægge skuespillet på hylden.
"Nej, hvis du mener at holde op med at være skuespiller – det kunne jeg ikke forestille mig! Nej, det håber jeg ikke. Det skulle da være på grund af sygdom eller et eller andet," siger han i et interview med Newsner Danmark.
Kurt Ravn er især kendt fra tv-serien ‚Matador‛, hvor spillede han karakteren Lauritz Jensen, også kendt som ‚Røde‛, der er jernbanearbejder og aktiv i kommunistpartiet. Karakteren bliver gift med stuepigen Agnes, og de får børn sammen.
En imponerende karriere
Fem år inden det store tv-gennembrud som ‚Røde‛ i Matador, blev Kurt Ravn tilbudt en rolle i 'Fætrene på Torndal‛, som er en af de sidste Morten Korch-film.
Det fortalte Kurt Ravn om sidste år i podcasten 'Den varme biografstol'.
"Da mine elevkammerater fik at vide, at jeg havde fået tilbudt rollen i ”Fætrene på Torndal”, så syntes de, det var under al kritik, hvis jeg sagde ja til det. Det var jeg lidt fortvivlet over, for jeg havde fået forhandlet min gage frem til 13.000 kroner for hele filmen," fortalte Kurt Ravn med et grin i podcasten og fortsatte:
"Vi skal tilbage til 1973 jo, og det var mange penge dengang. Jeg kunne få råd til en lille lejlighed i Nordvestkvarteret og en telefon, så tilbuddene kunne strømme ind."
Kurt Ravn beskriver det som en god oplevelse at indspille filmen, hvor nogle af datidens største stjerner var med; herunder Karl Stegger, Lily Broberg, Axel Strøbye og Arthur Jensen.
Kurt Ravn var 25 år, da filmen fik premiere, og selv om hans medstuderende var skeptiske over for hans medvirken i en Morten Korch-film, må man sige, at det er gået skuespilleren ganske godt siden dengang.