Kendte
Malene Schwartz mistede sit livs kærlighed: Dette stod på sedlen under hovedpuden

Malenes store kærlighed døde efter en hjerteoperation blot 64 år gammel.
Malene Schwartz har levet et liv fyldt med roller og rampelys, men også med hjertesorger, der ville have knækket de fleste.
En af de største kom, da hun mistede sin mand, forfatter og journalist Paul Hammerich, i en alder af blot 64 år.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Den lille seddel under hovedpuden
Skuespilleren, som mange danskere kender og elsker fra blandt andet "Matador", havde allerede én skilsmisse bag sig, da hun mødte Paul i 1980. Han var ni år ældre, men det var kærlighed ved første blik. I 1982 – samme år som hun fejrede sit 25-års jubilæum som skuespiller – friede han til hende, og de blev gift i Søllerød Kirke.
Deres kærlighedshistorie tog dog en tragisk drejning ti år senere, da Paul skulle igennem en hjerteoperation på Rigshospitalet. Aftenen før indgrebet lagde han en lille seddel under Malenes hovedpude. På den havde han skrevet: “
Kæreste Malle. Her er mit hjerte. Jeg har besluttet at shine det lidt op, da det tilhører dig, min eneste”. Ved siden af teksten havde han tegnet et hjerte. Det blev hans sidste ord til hende.
Paul Hammerich vågnede aldrig igen efter operationen. Han døde i april 1992 – og efterlod Malene Schwartz i stor sorg.
Men trods tabet, stod hun stærkt.
“Jeg tror egentlig, jeg har været ret god til at tackle min tilværelse,” har hun senere sagt til Femina og tilføjer, at hun ikke gik i hundene, selv om hun stod uden bolig og økonomisk sikkerhed efter Pauls død.
I dag er Malene 88 år og ser tilbage på et liv fyldt med både store bedrifter og hjerteskærende øjeblikke.