Kendte
Sarah Grünewald sætter ord på diagnose: Sådan har det ændret hendes liv

I et interview fortæller Sarah Grünewald hudløst ærligt om hvordan det var at modtage sin diagnose.
Tv-vært Sarah Grünewald har altid været kendt for sin smittende energi og ærlige tilgang til livet.
Men bag facaden har tankemylder og en kaotisk hverdag gjort det svært for hende at finde ro – især som mor.
Sidste år fik hun diagnosen ADD, og den efterfølgende behandling med ADHD-medicin har givet hende en tiltrængt pause fra de mange tanker, der tidligere fyldte hendes hoved.
”Jeg vågner ikke længere med en to-do-liste på 50 punkter, der kører rundt i mit hoved. Nu har jeg én tanke ad gangen, og det har givet mig en ro, jeg aldrig har kendt før,” fortæller Sarah Grünewald i podcasten 'Skål Søster' ifølge ALT for damerne.
Diagnosen har også fået hende til at reflektere over, hvorfor kvinder ofte bliver diagnosticeret sent i livet. Hun mener, at mange kvinder vænner sig til at håndtere en overvældende hverdag uden at stille spørgsmålstegn ved, om det kunne skyldes en underliggende årsag.
”Jeg tager hatten af for de kvinder, der har levet med ADD eller ADHD hele deres liv uden at vide det. De har troet, det var normalt, men diagnosen kan virkelig lette byrden,” siger hun.
Mor med ADD
For Sarah blev hendes ADD særligt tydelig, da hun blev mor til sin nu otteårige søn, Luis. Simple opgaver som at smøre en madpakke eller sortere sokker føltes ofte uoverskuelige på grund af det konstante tankemylder, der prægede hendes hverdag.
Det var en udfordring at få dagligdagen til at fungere som mor, og det kunne føles svært at dele med andre, da det let kunne misforstås som manglende kærlighed til barnet, hvilket ikke var tilfældet.
Med diagnosen og den rette medicinske behandling oplever Sarah nu en større ro i sin hverdag. Hun ser diagnosen som en lettelse og mener, at åbenhed omkring ADD og ADHD kan hjælpe flere til at få den nødvendige støtte.
Ifølge Sarah er det vigtigt at skabe mindre skam og mere forståelse omkring emnet, så flere tør søge hjælp.