Kendte
Stort tillykke: Modtager fornem pris
Søndag aften var revybranchen samlet, da Revyernes Revy fandt sted i Cirkusrevyen på Bakken, hvor teltet var tætpakket og fyldt med højt humør. Her hyldede publikum, de nominerede og aftenens optrædende genrens bredde og skarpe samfundssatire i et potpourri af de bedste numre fra det forgangne år, mens aftenens syv priser blev uddelt. Henrik Koefoed modtog den fornemme pris Årets Dirch, mens Pernille Schrøder modtog Årets Ærespris og Jytte Shapley Revyprisen.
Den rutinerede revykunstner Leif Maibom guidede publikum gennem Revyernes Revy, hvor han traditionen tro fik uddelt aftenens syv priser til de bedste præstationer. Rottefælden blev kåret som Årets Revy i et stærkt felt, der også talte Cirkusrevyen og Bornholms Sommerrevy, mens Henrik Koefoed modtog prisen opkaldt efter Dirch Passer, Årets Dirch, for sin enestående præstation i Nykøbing Falster Revyen.
Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Årets Ærespris gives til en person, der har betydet særlig meget for revyen som genre, og i år valgte Skuespillerforeningen af 1879, at valget skulle falde på ingen andre end Pernille Schrøder. Hun modtog prisen for sin spilleglæde, musikalitet, humor og hårde arbejde gennem en lang og flot karriere på de skrå brædder.
Har ydet ganske særlig indsats
Ligeledes hyldes en fra branchen, som har ydet noget ganske særligt inden for revyen set i et bredt spektrum, med Revyprisen. Prisen blev overrakt til instruktørassistent Jytte Shapley for sine 25 år som fast anker for skiftende instruktører i Danmarks største revy, Cirkusrevyen.
Skuespiller og forfatter Mille Berg fik overrakt prisen som Årets Revyforfatter for nummeret ”Ole Sprogøre” i Amager Revyen 2024 og for Ganløse Revyen 2024. Kapelmesteren ved Revyernes Revy 2024, Thomas Pakula, løb med prisen som Årets Revykomponist for endnu engang at berige Sønderborg Sommer Revy Show 2024 og Græsted Revyen 2024 med alsidige kompositioner på højeste niveau.
Årets Talentpris, der er udvalgt af juryen, tilfaldt Mikkel Becker Hilgart for sin medvirken i Tivolirevyen 2024.
Overskuddet fra Revyernes Revy går til Skuespillerforeningen af 1879s humanitære arbejde.