Følg os her

Musik

Afslører: Maria Lucia indtager hovedrollen i ny Seebach-musical

Udgivet

d.

Maria Lucia
Foto: Ditte Capion

Når Østre Gasværk Teater til september 2026 slår dørene op til den helt nye, originale musical OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed af Ankerstjerne, Seebach og Price, bliver det med Maria Lucia Heiberg Rosenberg i en af forestillingens bærende roller.  
Nu kan teatret offentliggøre store dele af det cast, der skal bringe det mørke pop-eventyr til live på scenen på Østre Gasværk Teater og senere i Musikhuset Aarhus.

Musicalen er skrevet af Lars Ankerstjerne, Rasmus Seebach og Adam Price og fortæller historien om den 17-årige Olivia, der kæmper med angst, mareridt og sorgen over sin mors død. Da hendes far pludselig beslutter, at de skal flytte fra København til Køge for at give hende en ny start, begynder mystiske begivenheder at folde sig ud omkring hende. 
På det nye gymnasium møder Olivia både nye venner og modstandere – og langsomt går det op for hende, at hun måske har arvet en særlig kraft fra sin mor. En kraft, der er forbundet med de såkaldte skyggedansere, og som bringer hende midt ind i en konflikt mellem tro, rationalitet og noget langt mere uforklarligt. 

Det oplyser Østre Gasværk Teater i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ  Rasmus Seebach fortæller historien bag kæmpehittet 'Engel'

Forestillingen iscenesættes af Thomas Agerholm og skabes som en stor visuel totaloplevelse i Østre Gasværk Teaters TheatreMax-univers, hvor lyd, lys og scenografi omslutter publikum. 

Maria Lucia: “Vi har brug for mere håb og mere magi” 
I rollen som Kristine kan publikum opleve Maria Lucia Heiberg Rosenberg, der gennem mange år har været blandt Danmarks mest markante musicalperformere. I forestillingen spiller hun gymnasiepræsten Kristine, der i begyndelsen fremstår omsorgsfuld og støttende, men som gradvist viser en mere fanatisk side og begynder at se Olivia som en trussel. 

Jeg elsker fortællinger, hvor der sniger sig lidt magi ind i hverdagen". Den barnetro vi alle kender – hvor man spørger, om julemanden eller påskeharen findes – rummer noget meget smukt. For mig handler det ikke om religion eller tro, men om at turde tro på, at der findes noget større og mere uforklarligt omkring os. Den slags magi giver håb, og jeg tror oprigtigt, at vi har brug for mere håb og mere magi i den tid vi lever i. Derfor føles OLIVIA som et helt særligt og aktuelt univers at træde ind i”, udtaler Maria Lucia Heiberg Rosenberg. 

I rollen som Jacob, Olivias far, ses Mathias Flint, der i de senere år har markeret sig på den danske musicalscene. I forestillingen spiller han den kærlige, men pressede enlige far, som forsøger at hjælpe sin datter og finde rationelle forklaringer på de uforklarlige ting, der begynder at ske omkring hende. 

Nanna Rossen spiller Mathilde. Hun har de seneste år markeret sig i bærende roller på den danske musicalscene blandt andet Elphaba i Wicked på Fredericia Musicalteater og i De vilde kaniner – Teaterkoncert Gnags på Østre Gasværk Teater. I OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed spiller hun den mystiske outsider i klassen, der hurtigt bliver en af Olivias nærmeste allierede. 

Som Benjamin ses Lui Trampedach Mortensen, der med forestillingen får sin første store professionelle teaterproduktion. Han spiller Olivias skarpe og loyale klassekammerat. 

Forestillingen giver også plads til en række nye talenter. Blandt dem er Oscar Stahlfest, der spiller Gabriel, samt Sophia Ahlm Bircow, der spiller Freja. 

Jagten på Olivia fortsætter
Selvom store dele af holdet nu er på plads, mangler én afgørende brik stadig: titelrollen Olivia. Auditions har været i gang siden efteråret, og jagten fortsætter efter den performer, der skal bære forestillingens centrale rolle. Hvem der skal spille Olivia vil blive afsløret senere. 

OLIVIA – og skyggedansernes hemmelighed får premiere på Østre Gasværk Teater den 18. september 2026 og spiller efterfølgende i Musikhuset Aarhus i januar 2027. 

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce