Kim Larsens traumatiske barndom: "Han bliver sgu aldrig til en skid"

Barndommen bød på sygdom, afvisning og hårde ord fra faren, men også tryghed i moderens kærlighed.

Kim Larsen åbnede i bogen 'Mine unge år' op om sin barndom og forholdet til sin far.

Det er en fortælling præget af kulde, svigt og afvisning.

Samtidig viser erindringerne, hvordan morens kærlighed blev den styrke, der bar ham igennem – og fyldte tomrummet efter den far, han aldrig savnede.

En barndom uden far

Kim Larsen var kun fem år, da hans far, Alfred M. Larsen, forsvandt ud af familien. Han voksede derefter op i Københavns nordvestkvarter med sin storebror Tore og moren Eva, der aldrig giftede sig igen.

Kulde i barndomshjemmet

Larsen beskrev sin far som kold og fraværende. Han huskede ikke én eneste varm eller kærlig gestus fra ham. Tværtimod blev han som lille dreng indlagt med lungebetændelse, fordi faderen bevidst lod ham sove med åbne vinduer midt om vinteren.

”Han bliver sgu aldrig til en skid”

Faderen mente, at Kim skulle hærdes. En vinteraften lod han ham ligge med feber under et tyndt tæppe i et åbent vindue. Da moren kom hjem og protesterede, svarede faren: ”Ja, han er et skravl. Han bliver sgu aldrig til en skid.”

Et hjem præget af jalousi og uro

Ifølge moderen var faderen meget jaloux, hvilket ødelagde deres forhold. Han slog aldrig familien og drak heller ikke, men han var rastløs og ude af stand til at fuldende noget. Kim erkendte senere, at han selv havde arvet sider af denne rastløshed.

Afvist af sin egen far i skolen

Som ung elev oplevede Kim en ydmygende episode: da hans far vikarierede på Frederikssundsvejens Skole, hilste han med ordene ”Hej far!”.

Men Alfred reagerede blot ved at sende sin egen søn udenfor døren – afvist og fornedret.

Mødet på afstand i voksenlivet

I 1970’erne opsøgte Kim sin far på øen Birkholm, hvor han var skolelærer.

Besøget gik dårligt, og kontakten blev afbrudt. Senere hørte Kim, hvordan faderen bankede i gulvet, når nogen spillede hans plader, og råbte: ”Stop det lort!”

En mor fyldte tomrummet

Trods en fraværende far beskrev Kim Larsen aldrig, at han savnede en farfigur. Moren Eva gav ham så meget kærlighed, at det fyldte hullerne ud.

”Jeg har aldrig været nysgerrig efter at vide mere om min far,” sagde han selv.

Eva gik bort i 2014.

Kilde: Alt.dk