Politik
Mange danskere vil mærke det: Mette Frederiksen sætter ord på nyt tiltag
Der er godt nyt på vej til mange danskere, der i hverdagen mærker, at det er blevet markant dyrere at handle ind. Statsminister Mette Frederiksen deler nu, at der er indgået en politisk aftale om en ny fødevarecheck, som skal give økonomisk luft til dem, der er hårdest ramt af de stigende priser.
I et opslag på Facebook lægger statsministeren ikke skjul på, hvem hjælpen er tiltænkt. Hun kalder aftalen en håndsrækning til dem, der har mindst, og som mærker prisstigningerne mest i dagligdagen. “Nu har vi en aftale om en fødevarecheck. Til mange af jer, der har mindst og mærker de høje fødevarepriser mest,” skriver hun.
Mette Frederiksen påpeger, at det ikke er en hemmelighed, at indkøbsturen er blevet dyrere de seneste år, men hun understreger også, at det ikke rammer alle lige hårdt. Derfor bliver fødevarechecken målrettet bestemte grupper.
Det gælder blandt andet pensionister uden store opsparinger, børnefamilier med lave indkomster, ledige og studerende, der ikke bor hjemme.
Som hun selv formulerer det: “Fødevarechecken bliver en hjælpende hånd. En kontant overførsel til alle jer pensionister, der ikke har store formuer i banken. Jer børnefamilier uden høje indkomster. Til jer, der står uden job. Og jer studerende, der ikke bor hjemme.”
'Ikke en mirakelløsning'
Statsministeren lægger samtidig vægt på, at der ikke er tale om en mirakelløsning. Priserne er fortsat høje, og derfor arbejder regeringen videre med andre tiltag. Blandt andet ser man på momsen på fødevarer, hvor mulighederne ifølge Mette Frederiksen er enten en generel nedsættelse eller helt at fjerne momsen på frugt og grønt.
Aftalen om fødevarechecken står dog ikke alene. Den kommer oveni en række andre initiativer, som allerede er sat i gang eller aftalt. Statsministeren nævner blandt andet nedsættelsen af elafgiften over to år, lønløft, lavere egenbetaling i vuggestuer og børnehaver samt skattelettelser, der skal komme flere danskere til gode.
Mens nyheden om fødevarechecken lander herhjemme, befinder Mette Frederiksen sig i disse dage i udlandet. Sammen med Jens-Frederik Nielsen er hun i Berlin og Paris, hvor de drøfter den aktuelle udenrigspolitiske situation og behovet for et stærkere europæisk samarbejde. “Det er godt at være afsted sammen,” skriver hun afslutningsvis i sit opslag.
Herunder kan du se hele opslaget fra statsministeren:

