Politik
Mette Frederiksen i stærk modvind: Nu åbner hun op
Mette Frederiksen sætter nu ord på kritikken.
At være Danmarks statsminister er alt andet end en let opgave. Ikke alene skal store beslutninger træffes dagligt – beslutninger, der påvirker tusindvis af borgere – men selv de mindste ord kan blive genstand for fortolkning og kritik. Det er en erfaring, Mette Frederiksen har gjort sig i sin tid som landets leder.
I en samtale med Christian Fuhlendorff i podcasten “Hva’ Så?!“ åbnede statsministeren op om netop det pres, der følger med rollen. Under deres gåtur kom duoen vidt omkring, fra det amerikanske præsidentvalg til kunsten at være en god debattør. Men det var særligt et emne, der vakte stærke reaktioner: finansiering og arbejdsglæde i den offentlige sektor.
I podcasten deler Christian Fuhlendorff en personlig anekdote om sit tidligere samarbejde med kriminalforsorgen. Her arbejdede han for at gøre danskerne mere interesserede i at blive fængselsbetjente. Det ledte samtalen hen på, hvordan jobs i den offentlige sektor ikke kun skal handle om løn, men også om en dybere følelse af mening – et såkaldt “kald”
Det er et ord, statsministeren selv har brugt før – med massiv kritik til følge.
‘Forstår det ikke’
“Jeg sagde på et tidspunkt, i forbindelse med det her lønløft der både gælder kriminalforsorgen, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og nogle andre grupper, at stillingerne også er et kald. Og så fik jeg simpelthen så meget kritik,” fortæller Mette Frederiksen i podcasten.
Kritikken har dog ikke fået statsministeren til at ændre mening. Tværtimod fastholder hun sin holdning og undrer sig over reaktionerne.
“Jeg forstår stadigvæk ikke, at man kan arbejde med andre mennesker, hvis ikke det også er et kald. Jeg forstår det simpelthen ikke,” siger hun ærligt.
For Mette Frederiksen handler det ikke om at nedgøre vigtigheden af løn eller arbejdsforhold, men snarere om at anerkende den særlige passion, der kræves for at arbejde med andre mennesker – hvad enten det er som sygeplejerske, fængselsbetjent eller social- og sundhedsassistent.
Statsministerens udtalelse illustrerer, hvordan selv velmente ord kan blive vendt og drejet i offentligheden. Og det er en påmindelse om, at rollen som statsminister ikke kun kræver politisk kløgt, men også en konstant opmærksomhed på, hvordan ens udtalelser modtages
Mette Frederiksen har dog ingen planer om at trække sine ord tilbage. For hende er det vigtigt at anerkende den dedikation, der ligger i at arbejde med mennesker – og at stå ved sine holdninger, selv når de møder modstand.
Podcast-afsnittet blev optaget inden regeringen offentliggjorde deres seneste finanslov.