Følg os her

Sport

Læs de hårde ord: Viktor Axelsen åbner for første gang op om skilsmissen

Badmintonlegenden fortæller blandt andet, at han er ramt af skyldfølelse.

Udgivet

d.

Djohan Shahrin / Shutterstock.com

Vejen til toppen kræver ofte ofre. For Viktor Axelsen blev jagten på perfektion så altopslugende, at den ikke kun formede en af dansk idræts største karrierer – men også satte spor langt uden for badmintonbanen.

I DR-podcasten Genstart fortæller den dobbelte olympiske mester for første gang så direkte om, hvordan den kompromisløse tilgang, der gjorde ham til verdens bedste, også fik konsekvenser i privatlivet.

Peger på sig selv

Viktor Axelsen lægger ikke skjul på, at hans personlighed har spillet en rolle i skilsmissen fra ekskonen Natalia.

Adspurgt af vært Anna Ingrisch, hvor stor betydning hans kompromisløse natur har haft, svarer han uden tøven:

"Selvfølgelig har jeg været kompromisløs i forhold til mine mål og mine drømme."

Samtidig understreger han, at skilsmissen fortsat gør ondt – især med tanke på parrets to døtre.

"Der er jo ikke nogen, der bliver gift for at blive skilt igen, så det er jo dybt ulykkeligt, mest af alt for vores dejlige børn. Det er heller ikke nemme forudsætninger, vi har haft i form af, at jeg er den person, som jeg er, og vi har levet det liv, vi har levet."

Perfektion havde ingen fridage

Jagten på marginaler stoppede ifølge Axelsen aldrig ved træningshallen.

Under podcasten beskriver han, hvordan ønsket om hele tiden at optimere sit niveau udviklede sig til et liv, hvor alt blev analyseret og justeret. Kost, søvn, biohacking og træningsmetoder blev konstant testet i håbet om at finde den næste lille fordel.

Han fortæller blandt andet, at internettet blev slukket om natten, at særlige briller mod blåt lys blev en del af hverdagen, og at juleaftensmenuen kunne bestå af rødbedesuppe med mungbønner, mens resten af familien spiste den klassiske julemad.

Det hårdeste år

Karrierestoppet på grund af rygproblemer og opløsningen af ægteskabet ramte næsten samtidig, og Axelsen beskriver perioden som den sværeste i sit liv.

Han erkender også, at han bærer på skyldfølelse over det, der skete.

"Så selvfølgelig bebrejder man da sig selv, siger han ærligt om skilsmissen."

Viktor Axelsen har tidligere fortalt, at bruddet skete på god fod, og at han og Natalia fortsat har deres to døtre som fælles førsteprioritet.

Annonce