De kongelige
Kold afvisning: Charles og William nægter Harry adgang til begravelse

Kong Charles og prins William har angiveligt bedt Harry blive væk.
Det royale isforhold fryser yderligere til. Prins Harry er blevet forment adgang til den følelsesladede afsked med livvagten Graham “Crackers” Craker, som var ved hans side, da han som ung prins fik den hjerteskærende besked om sin mor, prinsesse Dianas død.
Ifølge kilder tæt på hoffet ønsker kong Charles og prins William ikke, at Harrys tilstedeværelse skal “overskygge” den afdøde bodyguards begravelse, og de har derfor meddelt ham, at han ikke er velkommen ved ceremonien i Storbritannien.
“Hans tilstedeværelse kan forvandle en værdig afsked til et mediecirkus,” siger en hofkilde til RadarOnline. “Derfor er han blevet opfordret til at blive i USA.”
Harry og Graham havde et nært forhold. I sin selvbiografi Spare beskriver Harry livvagten som en, både han og William holdt meget af.
“Vi kaldte ham Crackers. Det syntes vi var hylende morsomt,” skriver han.
Men på trods af de stærke bånd mellem prinsen og hans tidligere beskytter, blev invitationen til begravelsen aldrig sendt af sted til Californien, hvor Harry nu bor med Meghan og børnene Archie og Lilibet.
Et helt særligt bånd
Graham Craker, 77, var mere end bare en bodyguard. Han var et fast holdepunkt i prinsernes kaotiske barndom, og han spillede en særlig rolle under prinsesse Dianas sidste rejse.
Ved hendes begravelse i 1997 gik han bag rustvognen sammen med de unge prinser – og senere sad han forrest i bilen, der transporterede prinsessens kiste til hendes gravsted på Althorp.
Det var også Craker, der måtte stige ud midt på ruten for at fjerne de utallige blomster, som sørgende havde kastet på bilen i sorg og kærlighed.
Craker var i 35 år ansat ved Metropolitain Police, og i 15 af dem var han en af de nærmeste livvagter for den kongelige familie. Han blev hædret af dronning Elizabeth II, der gjorde ham til Medlem af Royal Victorian Order.
Efter sin pension fortalte han i et sjældent interview, hvordan han befandt sig på Balmoral med kongefamilien, da nyheden om Dianas død tikkede ind.
“Først fik vi at vide, at Dodi Fayed var død, og at Diana havde brækket en arm,” sagde han. “Senere kom chokket: Diana var også død. Det var ubærligt.”
Men det var mødet med William morgenen efter, der stadig står som det mest følelsesladede øjeblik i Crakers erindring.
“Jeg så ham gå med sin hund. Jeg sagde bare: ‘Jeg er virkelig ked af det.’ Og han svarede stille: ‘Tak.’”
Craker deltog i William og Kates bryllup i 2011, og hans livslange tjeneste gjorde ham til en nær, men ofte overset, del af det royale maskinrum.
Men nu – i hans sidste øjeblik – vil prins Harry, han engang passede på, ikke være der.