De kongelige
Er lykken ægte? Sejlivede rygter om Harry og Meghan nægter at dø

Rygterne er ikke sådan lige at få manet i jorden.
På overfladen ligner det californiske liv en drøm for Meghan Markle og prins Harry: solskin, frihed fra kongehusets pligter og et hjem fyldt med kærlighed. Men bag de smukke billeder og succesfulde projekter lurer stadig tvivl og spekulationer – især Harrys hjemland, hvor parret stadig deler vandene.
Ifølge den britiske kongehusekspert Jennie Bond går Meghan ikke ubemærket hen over de rygter, der svirrer online. Rygter, som antyder, at Harry i virkeligheden ikke trives uden for kongehusets trygge rammer. Og selvom Meghan netop har delt et billede på sin nye Instagram-profil As Ever, hvor hun og Harry smiler og ser forelskede ud, så forsøger hun ifølge Bond aktivt at bevise, at alt er godt i ægteskabet.
Det skriver Express.com.
"Hun vil være klar over, at nogle mennesker, især i Storbritannien, tror på rygterne om, at Harry er ulykkelig, og hun er fast besluttet på at vise, at de har et stærkt ægteskab og et lykkeligt familieliv," forklarer Jennie Bond i The Mirror.
Meghan vil være helt sin egen
Men det handler ikke kun om kærlighed. Meghan er ifølge eksperten også ivrig efter at positionere sig som mere end bare "hende, der giftede sig med en prins". Med en fortid som skuespiller og en nutid som influencer og forretningskvinde er hun ifølge Bond opsat på at blive anerkendt for sin egen styrke og rejse.
"Hun er fast besluttet på at vise, at hun er en stærk personlighed og, fra relativt ydmyge kår, er blevet en succesfuld skuespiller – og nu influencer og iværksætter," siger Bond og understreger, at Meghan ønsker at stå på egne ben. "Hun vil gerne ses som en selvstændig forretningskvinde – ikke bare en, der har været en del af det britiske kongehus."
Rygterne om Harrys påståede hjemve og den såkaldte ægteskabelige uro nægtes dog fortsat af parret selv. I offentlige sammenhænge viser de sig som et sammentømret team, og deres fælles projekter – som Netflix-aftaler og velgørenhedsarbejde – vidner om engagement og fælles mål.
Alligevel holder offentligheden vejret. For selvom billederne viser smil og kærlighed, lever spørgsmålet videre: Er livet i Californien virkelig det eventyr, de håbede på – eller gemmer der sig mere bag de kongelige facader?