Kendte
Jesper Koch bryder tavsheden: "Det var helt sindssygt til sidst"

Efter 6,5 år med fuld fart på har Jesper Koch valgt at trække sig.
Efter mere end seks år i spidsen for Hotel Alsik og den Michelin-prydede Restaurant Syttende har Jesper Koch truffet en stor beslutning – han har sagt stop.
Sådan skriver BILLED-BLADET.
Den kendte tv-kok har valgt at trække stikket efter en periode med alt for lidt søvn, for mange arbejdstimer og for mange afbud til familiebegivenheder.
I finaleafsnittet af Viaplay-serien 'Koch'en på toppen' sætter han for første gang flere ord på beslutningen, der har været længe undervejs.
"Jeg blev kun mere og mere afklaret med det," siger han ærligt og fortæller, hvordan han arbejdede sig helt ud i tovene.
Dagene startede klokken tre om natten og sluttede først hen mod aftenen – og det på daglig basis.
"Det er der ingen, der holder til. Jeg dækkede også kokkeeleven. Det var helt sindssygt til sidst," lyder det fra Jesper, der tydeligvis har været presset til det yderste.
Selvom han er stolt af det, han og holdet har skabt i Sønderborg, ved han nu, at tiden er kommet til at fokusere på det nære: familien.
"Nu kan jeg gøre noget for mig selv," siger han og nævner hustruen Birgitte og deres tre børn, som han ser frem til at bruge mere tid med.
Brødrene Lasse og Michael Koch har også lagt mærke til, at det har haltet med tilstedeværelsen:
"Det er fandeme ikke mange familiearrangementer, du har været med til," siger Lasse i programmet.
Jesper Koch lægger dog ikke skjul på, at der stadig er drømme, han vil forfølge – men denne gang med en anden balance og mere overskud.