De kongelige
Stort savn: Harry overrasker Meghan med særlig gave
Mens Meghan Markle netop har sendt anden sæson af sin Netflix-serie With Love, Meghan ud i verden, formåede hendes datter Lilibet at stjæle rampelyset i en video, der hurtigt gik lige i hjertekulen hos mange fans.
I en ny video delt på hertugindens Instagram ses fireårige Lilibet – barfodet og i pyjamas – give et portræt af familiens afdøde hund Guy et blidt kys. Det sort-hvide billede var en gave fra prins Harry, som havde arrangeret den rørende overraskelse for at markere Meghans Netflix-premiere.
“Min mands overraskelse her til morgen,” skrev Meghan til klippet, der hurtigt blev mødt med varme reaktioner.
Guy, som blev adopteret af Meghan fra et aflivningsinternat i Canada tilbage i 2015, havde været en fast del af hendes liv længe før hun blev kongelig. Den lille, skrøbelige hund fik hurtigt en stor plads i hendes hjerte, og da han gik bort tidligere i år, beskrev Meghan sorgen med ordene: “In memory of Guy”, og indrømmede, at hun havde grædt utallige tårer.
Det skriver Mirror.
Trods blandede anmeldelser af anden sæson, fortsætter Meghan med at udvide sit brand – og sit budskab. Samtidig med Netflix-premieren lancerede hun nye produkter under sit livsstilsbrand As Ever, blandt andet en eksklusiv appelsinmarmelade til omkring 90 kroner. Teknisk bøvl lagde et kort øjeblik en dæmper på lanceringen, men interessen var ikke til at tage fejl af.
En perlerække af kendisser
Den nye sæson af With Love, Meghan blev optaget i et lejet hus tæt på Sussex-parrets hjem i Montecito og byder på både kendte gæster og private øjeblikke. Blandt navnene er Chrissy Teigen, John Legend og Tan France, mens Meghan selv deler anekdoter om alt fra sine første dates med Harry til børnenes yndlingsmad og farver.
Første sæson trak hele 5,3 millioner seere og lå blandt Netflix’ top 5 % mest sete programmer i første halvdel af 2025. Det er da også derfor, Meghan og Harry fortsat har en lukrativ samarbejdsaftale med Netflix, der inkluderer en såkaldt “first look”-aftale på fremtidige projekter gennem deres firma Archewell Productions.
Selvom Meghan fortsat arbejder målrettet med egne projekter, spekuleres der også i, at parret planlægger større dokumentarprojekter. Ifølge rygter overvejer de blandt andet en film, der skal markere 30-året for prinsesse Dianas død i 2027 – men intet er endnu bekræftet.