Kendte
Ærlig Mikkel Kessler: Så grove var familien mod Lea
Bag facaden af kærlighed og sammenhold i familien fra Bryggen gemmer der sig historier om afvisning og uvenskab.
I den nye bog Farvel til Geggo løfter både Mikkel Kessler og Stephanie Karma Salvarli - også kaldet 'Geggo' - sløret for, hvor svært det i sin tid var for deres partnere at blive accepteret i den farverige familie.
Ifølge bogen måtte Mikkel Kesslers hustru, Lea, kæmpe for at blive anerkendt af sin svigermor, den folkekære Mopper. For trods familiens varme image havde Lea det ikke let. Geggo skriver, at Mopper aldrig helt brød sig om hende – og at det mærkedes tydeligt.
Mikkel Kessler lægger ikke skjul på, at han deler det syn: “Lea har altid måttet kæmpe blandt kvinderne i vores familie. De var onde, Steph. Altså rigtigt onde. Til tider tæt på mobning,” fortæller han i bogen og understreger, at han altid har stået på sin kones side.
Jalousi spændte ben for varm modtagelse
Også Cengiz, Geggos mand, havde i begyndelsen svært ved at finde fodfæste i familien. Linse Kessler erkender ærligt, at hun havde det svært, da datteren fandt kærligheden. “Jeg var jo ikke nummer et længere, og det var da ikke nemt,” siger Linse og indrømmer, at jalousien dengang stod i vejen for glæden.
Hun fortæller, at hun siden har indset, at Cengiz aldrig forsøgte at holde Geggo væk fra hende – og i dag har de et tæt forhold.
Cengiz selv husker, hvordan han i starten følte sig udenfor. Han fortæller, at han trådte ind i en tæt sammensvejset familie, hvor følelserne sad uden på tøjet – og at det tog tid at blive en del af fællesskabet.
I dag er der ro i familien, men både Lea og Cengiz’ oplevelser viser, at vejen dertil langt fra har været uden kamp.