Følg os her

Musik

Rasmus Seebach gør comeback: Vender tilbage i 2026

Udgivet

d.

Rasmus Seebach

Med offentliggørelserne af kometbandet APHACA og det internationale fænomen Pitbull er musikprogrammet for Tinderbox 2026 kommet rigtig godt fra start. Festivalen byder hvert år op til feststemning, fællessang og store følelser, og dagens offentliggørelse af fire danske artister leverer alle tre ting.

Rasmus Seebach behøver ingen lang introduktion. I snart to årtier har han fået danskerne på dansegulvet og været en uundgåelig del af den danske popscene med kæmpehits som ”Natteravn”, ”Lidt i Fem”, ”Øde Ø” og mange, mange flere. På livescenen er der garanti for en musikalsk fest fuld af fællesskab og følelser, hvor nostalgien og de store klassikere smelter sammen med energien i de nyere udgivelser.

LÆS OGSÅ  Joey Moe deler glædelig nyt: "Meget er sket i stilhed"

Da Seebach senest gav koncert på Tinderbox i 2024, kogte festivalpladsen af fællessang og feststemning, og Fyens Stiftstidende kvitterede med seks stjerner. Tinderbox-gæsterne kan med andre ord godt begynde at glæde sig til en af sommerens største fester.

Med fødderne solidt plantet i den nordvestjyske muld, stribevis af hits og utallige udsolgte koncerter i bagagen, fortryller Jonah Blacksmith deres publikum landet over. Syvmandsbandet har med sin smittende energi, spilleglæde og sin store lyd for længst markeret sig som en vaskeægte publikumsfavorit. Sætlisten rummer både nye sange fra det seneste album, Ages, og velkendt materiale fra deres solide bagkatalog, når de gæster Tinderbox til sommer.

Tryllebinder publikum

Fra de engelsksprogede debutudgivelser i 10’erne til det dansksprogede, anmelderroste album Regnvåde sale fra 2025 har Blaue Blume tryllebundet sit publikum. Med forsanger Jonas Smiths karakteristiske vokal i front, sætter de musik til store følelser og minder os om, at det sårbare kan være stærkt. De balancerer mellem melodisk enkelhed og euforisk storladenhed og har opbygget et ry som en af landets bedste livebands – og nu kan Tinderbox’ gæster glæde sig til at opleve dem på tæt hold.

Den danske popsangerinde Berg fik sit gennembrud, da hun gik hele vejen til finalen i DR’s KarriereKanonen i 2024. Berg synger om kærlighed, selvværd, vrede og frigørelse, og hun gør det med en stemme, der både kan bære det skrøbelige og det storslåede. Med hitsinglen ”10 ud af 10” og samarbejder med både Tessa på ”Ta’ Det Af” og Svea S og Klamfyr på ”Spotlight” har hun for alvor fundet sin plads på både hitlisterne og den danske popscene. Rejsen er kun lige begyndt, og til sommer går turen til Tinderbox.

Med dagens offentliggørelse er de første seks artister til Tinderbox 2026 på plads, og festivalen fortæller, at den løfter sløret for endnu fem artister, inden ugen er omme.

Billetsalget starter fredag den 31. oktober kl. 12.00

I 2025 kunne Tinderbox allerede melde udsolgt af partoutbilletter i februar, tidligere end nogensinde før, og da festivalen satte Early Bird-billetter til 2026 til salg i sommer, slog billetsalget igen alle rekorder.

Man skal altså være hurtig, hvis man skal sikre sig en af de resterende partoutbilletter til TB26, når de sættes til salg på fredag den 31. oktober kl. 12.00.

Tinderbox 2026 finder sted i Tusindårsskoven i Odense den 25.-27. juni.

De foreløbigt offentliggjorte artister til Tinderbox 2026 er:

APHACA

Berg

Blaue Blume

Jonah Blacksmith

Pitbull

Rasmus Seebach

Sarah er chefredaktør på Altomkendte.dk og hun har +5 års erfaring som journalist på nyhedsmedier. De seneste to år har Sarah særligt arbejdet med nyheder om underholdning, kendte og kongehuset, hvor hun senest har skrevet for Hollywood.dk. Hvis du vil vide det seneste indenfor gossipverdenen eller de royale huse rundt omkring i verden, så læn dig trygt tilbage og læs med når Sarah folder sig ud.

Annonce