Film / TV
Afslører: Nordisk Film henter ikoniske Matador-kostumer hjem
Historiske kostumer fra den folkekære tv-serie Matador samt to klassiske filmproduktioner som Mafiaen – det er osse mig! og Erik Ballings Oscar-nominerede Qvitoq er netop blevet solgt på onlineauktion hos Bruun Rasmussen. Køberne var Nordisk Film, der sikrede sig de ikoniske beklædningsgenstande, som tidligere har været ejet af en privat samler i Nordjylland.
“Det er glædeligt, at vi har fået mulighed for at hente flere af kostumerne hjem til Nordisk Film. Kostumerne repræsenterer nogle af vores mest folkelige produktioner, som fortsat spreder glæde i dag,” siger Frederik Hougaard Randrup, formidler hos Nordisk Film.
Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.
Hvad Nordisk Film har købt:
- Ingeborg Skjerns kjole, sidste afsnit af Matador (“New Look”), skabt af kostumedesigner Ulla Houmann og syet på Scene 2, Nordisk Film.
- Susse Wolds hjemmebukser fra Matador, brugt i Varnæs-familiens hjem (episode 8 og 9).
- Maude Varnæs’ frakke i thaisilke fra Matador (episode 12 og 13).
- Dirch Passers kjole fra Mafiaen – det er osse mig!, båret i filmens slutscene.
- Astrid Villaumes anorak fra Qvitoq, brugt under optagelserne til den Oscar-nominerede film.
Oplev Matador-kostumerne på rundvisning hos Nordisk Film
Nordisk Film planlægger at udstille de nyerhvervede kostumer på de populære rundvisninger i Valby fra foråret 2026, hvor de vil indgå i den eksisterende kostume- og rekvisitsamling.
“Vi er især glade for at have sikret Ingeborg Skjerns kostume fra det sidste afsnit af Matador. Serien har samlet generationer siden sin premiere, og nu vender flere af kostumerne tilbage til det sted, hvor de blev skabt – og hvor vi mener de hører til. Vi ser frem til at præsentere dem for vores besøgende, som vi håber, vil blive lige så begejstrede som os,” siger Frederik Hougaard Randrup.
Danmarkshistorie vist i nål og tråd
Matador har samlet generationer siden sin premiere og kostumerne er ikoniske i dansk tv-historie, ikke kun for deres æstetiske kvaliteter, men fordi de definerer hver enkelt karakter og deres sociale position. Bag arbejdet stod den svenske Oscar-vinder Ulla-Britt Söderlund, kendt fra Barry Lyndon, i tæt samarbejde med Nordisk Films kostumechef Ulla Houmann. Sammen sikrede de, at tøj, farver og materialer underbyggede karakterernes personlighed og status – fra borgerskabets pastelfarvede kjoler til arbejderklassens mere sparsomme beklædning.
Ved at integrere et fortællende element i tøjet gav Söderlund publikum et subtilt indblik i dansk samfundsstruktur i mellemkrigstiden – en arv, der nu vender hjem til Nordisk Film.
Som auktionshus sætter Bruun Rasmussen pris på at både kulturinstitutioner og private samlere nu kan bringe et stykke dansk tv- og filmhistorie ind i deres samlinger.

