Midt i sorgen: Deler rørende video af Bruce Willis’ datter

Emma Heming forsøger at holde fast i hverdagen og smilet, selv om familien står midt i en af de sværeste perioder, man kan forestille sig. Mens Bruce Willis kæmper med frontotemporal demens, vokser deres to døtre videre – og nu er familiens yngste, Evelyn, på vej ind i en ny fase af livet, hvor hun allerede begynder at tage lidt mere ansvar.

På sin Instagram delte Emma for nylig et glimt fra en helt almindelig tur i boghandlen Barnes and Noble. Men for hende blev det også en lille påmindelse om, hvor hurtigt tiden går, når børnene pludselig ikke længere bare følger med – men også begynder at hjælpe til. Med et kærligt glimt i øjet fortalte hun, at hendes 11-årige datter nu er blevet en del af hendes “sociale team”, i forbindelse med at Emma er aktuel med bogen The Unexpected Journey, der er skrevet som støtte og vejledning til andre pårørende, der står i en demensdiagnose tæt på livet.

Det skriver HELLO!

På videoen kan man høre Emma spørge sin datter: "Filmer du dig selv?" hvortil Evelyn hurtigt svarer: "Nej, nej, nej, jeg er helt fokuseret!" Den lille samtale ramte mange følgere, fordi den både viser en varm mor-datter-relation og en hverdag, hvor familien forsøger at finde lys i det, der ellers kan være mørkt.

Ændrede familien for altid

Emma delte også et øjeblik, hvor Evelyn går rundt mellem bøgerne og særligt kigger på Percy Jackson-serien, som mange børn i den alder er vilde med. Emma satte selv ord på datterens bogglæde med teksten: "Evelyn lever det der Percy Jackson-liv." Flere reagerede positivt og roste, at Evelyn havde gjort det godt med at filme, og andre skrev, at det var en dejlig overraskelse at se hende hjælpe sin mor.

Men bag de små hyggelige øjeblikke ligger der en langt mere alvorlig virkelighed. Da Bruce Willis fik diagnosen, var døtrene Evelyn og storesøsteren Mabel stadig små, og Emma stod pludselig med en opgave, ingen forælder ønsker: at forklare sine børn, at deres far er syg på en måde, der ændrer alt.

I sin bog beskriver hun, hvordan hun måtte sætte ord på, at der kom et tidspunkt, hvor Bruce havde brug for en anden form for pleje. Hun fortæller blandt andet, at hun sagde til pigerne: "'Vi er kommet til et punkt i fars sygdom, hvor den pleje, han har brug for, ændrer sig. Den skal tilpasses alle hans behov,' sagde jeg til dem."

Det førte også til en beslutning om, at Bruce skulle bo for sig selv – dog tæt på familien – så han kunne få den nødvendige hjælp døgnet rundt. Emma har fortalt, at selv om beslutningen var den rigtige for Bruce og gav døtrene mulighed for at have en mere fri hverdag med legeaftaler og overnatninger, var det stadig en smertefuld omvæltning.

Og selv i dag, hvor hverdagen har fundet nye rammer, er sorgen stadig en del af Emmas liv. Hun beskriver ærligt, at det gør ondt at acceptere, at den fremtid, hun og Bruce engang forestillede sig, ikke længere er mulig, og at det ikke var sådan et liv, de havde planlagt sammen.

Alligevel forsøger Emma at holde fast i de små øjeblikke, hvor familien kan grine, være sammen og mærke kærligheden. For midt i sygdom og bekymringer er det ofte netop de små ting – en tur i boghandlen, en datter der hjælper til, et smil i en svær tid – der gør hele forskellen.