Film / TV
DR præsenterer ny familieserie med stjernespækket rolleliste
MINDERNES Ø er en generationsfortælling om familier, demens, smugleri, venner, kærester og handler om, at det i sidste ende er minderne, vi har sammen, og den tid vi skaber, der er den allerdyrebareste skat.
Serien udspringer af DR og filmværkstedernes talentprogram Serieskolen Med DR Ultra og er instrueret af Anna van Deurs og Johannes Pico Haynes, der har lavet serien sammen med manuskriptforfatterne Anna Krarup og Carla Mia Cano-Hede. I de bærende roller ses udover Bjarne Henriksen og Sofie Torp den unge debutant Ida Thomesen akkompagneret af de unge skuespiltalenter Maximilian Florio Barimani, Lea Lund Clemens, Benjamin Moalem og Julian Horta. I seriens øvrige roller kan man blandt andre opleve Jonas Schmidt, Caspar Phillipson, Eva Jin, m.fl.
Det oplyser Have Kommunikation i en pressemeddelelse.
Serien består af i alt seks episoder og har premiere på DR1 og DRTV den 4. april 2026.

Det handler serien om
I MINDERNES Ø følger vi Molly, der sammen med sin mor og storesøster rejser til Ærø for at få deres demensramte morfar på plejehjem. Molly glæder sig til at se ham – men morfar er ikke, som han plejer, og han har glemt, hvem hun er.
Et stykke rav vækker morfars gamle minder, og Molly opdager en hemmelighed: hendes morfar har en fortid som øens berygtede smuglerkonge – og har gemt en gylden last, men han har glemt hvor. Sammen med fætter Christian kaster hun sig ud i jagten på lasten, før det er for sent, mens storesøster Esther, der først keder sig på øen, bliver fanget i et nutidigt smuglermysterium, da hun møder den charmerende Oliver. Midt i det hele står mor Rikke, som må pakke barndomshjemmet ned og træde ind i rollen som omsorgsgiver for sin egen far.
MINDERNES Ø er historien om, at det er minderne vi skaber, og den tid vi har sammen, der er den allerdyrebareste skat.
Stærkt hold bag
MINDERNES Ø er instrueret af Johannes Pico og Anna Van Deurs. Johannes Pico har 20 års erfaring med fiktion og tv-produktion. Pico har senest instrueret Rainbow for TV 2 (2021), Grænseland for DR (2020), Det mindste kongerige i verden (2015-2016) og flere sæsoner af Motor Mille for DR Ramasjang (2015-2017). Derudover kan han skrive mange kortfilm på cv’et, herunder både den prisvindende Projekt Baby (2018), Sammen for evigt (2013) og kaffepausen (2007).
Anna van Deurs er et prisvindende instruktørtalent fra Fyn. Hun instruerede bl.a. den anerkendte kortfilm Klimakrigeren (2022), der blev vist ved Odense International Film Festival og anvendt i undervisning via Filmcentralen og Filmstriben, samt Jordbærsmør (2022), som var udtaget til OFF23. van Deurs debuterede desuden med UNIKUM (2017), der blev vist på Times Square-festival i New York.
Anna van Deurs udtaler om MINDERNES Ø: “Hvem er du?”. Det er en hård sætning at få af vide af en, man virkelig kender og elsker – men som har glemt dig og kun husker i glimt. Med serien vil vi gerne give familien en fælles oplevelse, hvor alle generationerne kan føle sig spejlet. Og skabe rum for en samtale om – jamen hvorfor glemmer morfar? Og hvordan kan vi alligevel være sammen med nærvær?
Og så er det jo også et smugler-mysterium, der virkelig har tempo og fart på, med stærke tråde til Ærøs ægte smugler-fortid. Jeg er selv fra Sydfyn, og hver gang jeg besøger øen, er det som om gaderne hvisker historier, der bare vil fortælles. Det har været en kæmpe fornøjelse at producere i et lokalsamfund, hvor vi er blevet taget så godt imod!”
MINDERNES Ø er produceret af MADE BY US for DR med støtte fra FilmFyn og DFI.

