De kongelige
LIGE NU: Kongehuset deler nyt om dronning Margrethe
Nu deler Kongehuset nyt.
Der er godt nyt fra Kongehuset.
Efter flere dages indlæggelse på Rigshospitalet er dronning Margrethe nu tilbage på Fredensborg Slot, hvor hun skal bruge den kommende tid på at komme helt til hægterne.
Det oplyser Kongehuset fredag i en officiel meddelelse.
"Hendes Majestæt Dronning Margrethe er på vej hjem til Fredensborg Slot efter at være blevet udskrevet fra Rigshospitalet over middag."
Samtidig oplyses det, at den tidligere regent har det godt efter behandlingen.
"Hendes Majestæt har det godt, men skal, ligesom ved udskrivelsen fra hospitalet den 19. maj, fortsat tage den med ro."
Indlagt igen
Dronning Margrethe blev indlagt mandag, efter at en CT-scanning viste en større blodansamling i hofteregionen. Ifølge Kongehuset skyldes blodansamlingen et tidligere fald, og indlæggelsen skete for at sikre den nødvendige behandling.
Det er anden gang på kort tid, at dronningen har været indlagt.
Tidligere i maj tilbragte hun seks dage på Rigshospitalet, hvor hun blev behandlet for hjertekrampe og fik foretaget en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.
Selvom Margrethe nu er hjemme igen, følger Kongehuset fortsat udviklingen nøje. I meddelelsen fremgår det, at hendes deltagelse i kommende arrangementer vil blive vurderet løbende.
"Dronning Margrethes deltagelse i planlagte tilstedeværelser vil blive vurderet løbende."
Kongehuset understreger samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er foretaget ændringer i de officielle programpunkter, som allerede er offentliggjort.
"For nærværende er der ingen ændringer i allerede udmeldte officielle tilstedeværelser."

