De kongelige
Afslører: Derfor blev mødet med Kates familie helt særligt for William
Der var særligt én ting, som virkelig overraskede prins William, da han mødte Kates familie.
Prins William er født ind i en verden, hvor medarbejdere tager sig af det meste. Derfor gjorde et besøg hos Kates familie efter sigende et særligt indtryk på den kommende konge.
Mens William voksede op omgivet af ansatte og kongelige traditioner, var hverdagen hos familien Middleton langt mere almindelig. Her blev dagligdagens opgaver klaret af familiens egne medlemmer, og det var noget, der fangede prinsens opmærksomhed, da han lærte sin kommende hustru bedre at kende.
Ifølge Daily Mail beskriver en kongelig kilde, hvordan William oplevede mødet med familien som noget helt andet end det liv, han selv kendte fra paladserne.
"William fandt den uformelle omgangsform øjenåbnende," fortæller kilden, som også fortæller, at det især var de små ting i hverdagen, der gjorde indtryk på prinsen.
"At familien Middleton selv måtte tage i supermarkedet efter mad, sørge for, at der var brød i huset, tømme deres egne skraldespande og stille genbrug ud på den rigtige dag, var alt sammen forfriskende," lyder det fra den anonyme kilde.
Holder begge ben på jorden
Selv om William og Kate i dag har adgang til hjælp i hjemmet, tyder meget på, at de forsøger at holde familielivet så jordnært som muligt.
Parret har efter sigende valgt en mere afslappet hverdag med færre ansatte omkring sig, og ifølge oplysningerne sker det jævnligt, at de selv står for madlavningen.
Ønsket om et mere almindeligt familieliv menes også at have spillet en rolle, da familien i 2022 flyttede fra Kensington Palace til Windsor. Her har de angiveligt forsøgt at skabe rammer, der minder mere om et almindeligt familieliv for børnene.
Ifølge oplysningerne er den tilgang ikke kun et midlertidigt valg. Selv når William en dag overtager tronen, skulle familien være indstillet på at blive boende i Adelaide Cottage frem for at flytte til nogle af de større kongelige residenser.
Det tyder på, at de erfaringer, prinsen gjorde sig hos familien Middleton for mange år siden, stadig præger den måde, han og Kate ønsker at indrette deres familieliv på i dag.

