De kongelige
Williams nådesløse plan afsløret: Vil tage alt fra Harry
Nu afsløres prins Williams iskolde hævn over prins Harry.
Gemt bag murene på det britiske slot koger raseriet. Mens prins Harry og Meghan Markle gør klar til at tage turen over Atlanten med børnene, forbereder den kommende konge, prins William, en iskold hævn, der vil ramme hans bror, hvor det gør allermest ondt.
Der er lagt op til et højdramatisk familiemøde, når hertugparret af Sussex efter fire år i amerikansk eksil efter planen vender næserne hjem mod de britiske øer til juli. Med i flyet er parrets to børn, syvårige Archie og femårige Lilibet, som efter sigende har været savnet dybt af deres far.
Officielt rejser familien til Birmingham for at kaste glans over optakten til veteran-sportsstævnet Invictus Games – et hjertebarn, som Harry stolt grundlagde i 2014. Men bag kulisserne har nyheden om det royale besøg udløst alt andet end glæde.
Det skriver Sky News.
Ifølge britiske aviser er prins William, prinsesse Kate og dronning Camilla intet mindre end rasende. De har bestemt ikke glemt de giftige og dybdegående angreb, som Harry rettede mod dem i sin skandaleombruste selvbiografi, Reserven, fra 2023.
"Camilla, William og Catherine vil vise værdighed og ynde, hvis der bliver arrangeret et møde, er jeg sikker på – ligesom de altid gør – men inderst inde må de være rasende," skriver det britiske medie The Express.
Længes hjem
For prins Harry handler rejsen dog angiveligt om mere end blot officielle pligter; det er en dyb personlig længsel efter sit fædreland. En kilde tæt på prinsen fortæller, at det har plaget ham voldsomt, at stridigheder om parrets sikkerhed i Storbritannien hidtil har holdt hans hustru og børn væk.
"Det har været kilde til stor sorg – især for Harry – at han ikke har kunnet bringe sin kone og sine børn sikkert tilbage til Storbritannien for at genoptage kontakten med venner og familie, men enhver vil kunne forstå hans ønske om at sætte deres sikkerhed i første række," afslører kilden.
Selvom Harry håber på at kunne vise sine børn det land, han voksede op i, kan han dog godt skyde en hvid pind efter tilgivelse fra sin storebror. Kongehuseksperter vurderer nemlig, at prins William slet ikke besidder samme milde og overbærende sind som sin far, kong Charles.
Når William en dag bestiger tronen som konge, har han i sinde at klippe den absolut sidste formelle tråd, der forbinder Harry til det britiske kongehus.
I dag står Harry nemlig stadig på den officielle liste over landets "statsråder". Det betyder juridisk, at han i princippet kan træde til og varetage kongelige pligter, hvis regenten er syg eller i udlandet. Kong Charles har bevidst undgået en direkte konfrontation og har i stedet blot udvidet listen med prinsesse Anne og prins Edward, så man i praksis aldrig behøver at kalde på Harry.
Men William vil gå anderledes kontant til værks. Han planlægger angiveligt at gå hele vejen til parlamentet for at få lavet en lovændring, der sletter Harrys navn permanent. Det vil være den ultimative, royale degradering og en offentlig lussing til broren.

