Kendte
Nu kan det blive dit: Elvis Presleys’ private bryllupsfotoalbum sættes på auktion
Nu kan Elvis Presleys private album blive dit!
Et privat fotoalbum fra en af musikhistoriens største legender, Elvis Presley, kommer nu på auktion hos Bruun Rasmussen. Albummet indeholder 30 originale fotografier fra Elvis og Priscilla Presleys historiske bryllup i Las Vegas den 1. maj 1967. Med albummet følger desuden tre private fotografier fra parrets første tid som forældre på Graceland.
Elvis Presley er om nogen en af de musiklegender, der gennem årtier har fascineret millioner af mennesker verden over. Nu har samlere og fans mulighed for at få et sjældent indblik i to betydningsfulde perioder af ’The King of Rock ’n’ Roll’s’ liv – først som brudgom og siden som nybagt far – når en sjælden samling private fotografier kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen.
Sådan oplyser de i en pressemeddelelse.
Der er tale om et fotoalbum med 30 sort-hvide fotografier taget under Elvis og Priscilla Presleys berømte bryllup i Las Vegas, Nevada, den 1. maj 1967. Hertil kommer tre farvefotografier taget på Graceland i Memphis året efter, hvor parret ses med deres nyfødte datter.
”Elvis og Priscilla Presley er uden tvivl et af det 20. århundredes mest profilerede par, og det er noget helt særligt at kunne præsentere så personlig dokumentation fra deres liv sammen. Fotoalbummet er et autentisk vidnesbyrd om det ikoniske øjeblik, hvor parret blev gift i Las Vegas, mens de tre fotografier fra Graceland fører os videre til et mere privat tidspunkt i deres liv som nybagte forældre,” fortæller Ludvig Hjorth, specialist hos Bruun Rasmussen.
Det hele sælges samlet med en vurdering på 100.000 kr.
En personlig gave til Priscillas forældre
Selve vielsen af Elvis og Priscilla fandt sted i en privat suite på Aladdin Hotel i Las Vegas og blev overværet af blot 14 af parrets nærmeste venner og familiemedlemmer. Fotoalbummet, der rummer originale fotografier fra dagen, har da også en helt særlig personlig forbindelse til parret – det blev nemlig givet som gave fra Elvis og Priscilla til Priscillas forældre som et minde om brylluppet. Det menes, at kun omkring 10 eksemplarer af dette særlige fotoalbum blev givet som personlige gaver fra parret.
Siden er albummet gået i arv i Beaulieu-familien og har aldrig tidligere været udbudt til salg. Nu har familien valgt at sætte albummet på auktion hos Bruun Rasmussen, hvilket giver mulighed for at blive den første ejer af netop dette eksemplar uden for familien.
På forsiden af fotoalbummet er der påtrykt en relieftekst i guld: ”Priscilla and Elvis Presley 5-1-67 [--] Mr. and Mrs. Joseph Beaulieu [--] From the Colonel”.
Sætningen 'From the Colonel' refererer til Elvis’ berømte og kontroversielle manager, oberst Tom Parker, der var Elvis' manager fra 1955 og frem til hans død i 1977. Parker havde en betydelig indflydelse både på Elvis’ professionelle karriere og på flere aspekter af hans privatliv. Det var også Parker, der stod for at arrangere brylluppet, som bestod af en otte minutter lang vielse for en lille kreds efterfulgt af en pressekonference og en reception med omkring 100 gæster.
Flere af bryllupsfotografierne er forsynet med håndskrevet datering i blyant på bagsiden: “5-1-67”.
Familiens første år på Graceland
Sammen med bryllupsalbummet følger tre private farvefotografier fra Graceland, taget i sommeren 1968. På billederne ses Elvis og Priscilla sammen med deres nyfødte datter, Lisa Marie Presley, som var kommet til verden blot få måneder tidligere.
Ét af fotografierne bærer et håndskrevet notat på bagsiden: ”Elvis going fast to scare mother”. De tre billeder vurderes efter al sandsynlighed at være unika eller i hvert fald fremkaldt i et meget begrænset antal eksemplarer til en lille kreds af familiemedlemmer.
I september 1959 mødte den blot 14-årige Priscilla Beaulieu Elvis for første gang. Familien var på det tidspunkt bosat i Wiesbaden i Tyskland, hvor hendes far netop var blevet udstationeret på Wiesbaden Air Base. Elvis gjorde samtidig militærtjeneste på Ray Barracks, mindre end 60 kilometer derfra.
Priscilla og Elvis begyndte snart at ses, men forholdet vakte naturligt nok bekymring hos hendes forældre, den amerikanske flyvevåbenofficer Captain Joseph Paul Beaulieu og hans hustru Anna (Ann) Beaulieu. Elvis var ti år ældre end Priscilla og allerede en verdensberømt stjerne.
Med tiden vandt Elvis forældrenes respekt gennem sin høflighed, charme og løfter om at beskytte Priscilla. I 1963 flyttede den 17-årige Priscilla til Graceland, og fire år senere – efter næsten otte års bekendtskab – blev den 21-årige Priscilla og den 32-årige Elvis mand og kone.
Fotoalbummet med 30 originale sort-hvide fotografier fra Elvis og Priscilla Presleys bryllup samt tre farvefotografier af parret på Graceland er vurderet til 100.000 kr.
Samlingen sælges på Onlineauktion hos Bruun Rasmussen den 21. september, og man kan lægge et bud HER.

