Kendte
Helt nyt kapitel for Michael Olesen: "Det er simpelthen så skønt"
Nu er et helt nyt startet for den populære danser!
Michael Olesen har fundet sig godt til rette i sine nye omgivelser. Den kendte "Vild med dans"-danser er for nylig rykket ind i en nyindkøbt villa i Roskilde, og den primære årsag til flytningen har hele tiden været et ønske om at bo tættere på sønnen Felix.
Onsdag aften mødte en tydeligt begejstret Michael Olesen op på den røde løber til premieren på Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen i København. Her satte han ord på den første tid i det nye hjem.
"Jeg har boet der i to og en halv uge nu, og jeg er helt vildt med det. Det er simpelthen så skønt," fortæller Michael Olesen til SE & HØR.
Danseren forklarede videre, at den næsten femårige søn er meget begejstret for huset. At hverdagen allerede fungerer optimalt i de nye rammer, er noget, der betyder utrolig meget for faderen.
Så meget har det kostet
Sønnen har han sammen med ekskæresten Joan Divine. Parret valgte at gå hver til sit i begyndelsen af 2024 efter knap 12 år sammen. Det betød også et farvel til hjemmet i Hørsholm, som ifølge de offentlige tinglysningsoplysninger blev solgt for knap seks millioner kroner med overtagelse den 1. september.
Den nye base i Roskilde har dog krævet en lidt større investering. Huset har kostet 7,5 millioner kroner. Da en journalist på den røde løber spurgte ind til, om huset i domkirkebyen var købt eller lejet, valgte Michael Olesen blot at henvise til, at netop dette allerede var blevet flittigt beskrevet i pressen.
Mens boligsituationen nu er faldet på plads, ønskede danseren ikke at tale om sit nuværende kærlighedsliv til premieren. Han danner i dag par med Heidi Frikke, som tv-seerne for nylig stiftede bekendtskab med i "Robinson Ekspeditionen", hvor hun røg ud som den første deltager. Fokus denne aften lå derimod udelukkende på glæden over den nye tilværelse i Roskilde.

