Politik
Hillary Clinton hånede Det Hvide Hus: Nu svarer Donald Trump igen med uventet stikpille
Donald Trump var ikke længe om at sende en stikpille retur!
Selvom der er brugt millioner på at sætte Det Hvide Hus i stand, vælter kritikken ned over Donald Trumps nye indretning fra både Bill og Hillary Clinton. Da præsidenten torsdag blev konfronteret med kritikken af de mange gyldne detaljer, svarede han prompte igen med et angreb på Clintons eget hjem.
Det berømte politiske ægtepar Bill og Hillary Clinton har på det seneste bestemt ikke lagt fingrene imellem, når snakken er faldet på USA's præsident, Donald Trump, og de omfattende forandringer, han har gennemført i Det Hvide Hus. Selvom der er skudt millionbeløb i ombygningen af den historiske embedsbolig, har resultatet udelukkende høstet hug – ikke mindst fra de to tidligere beboere.
I sidste uge slog den tidligere demokratiske præsident Bill Clinton under et vælgermøde i byen Hollywood i Florida fast, at man burde have grebet ind over for Trump, inden han satte gang i ændringer, der ikke står til at ændre igen.
Det skriver mediet Irish Star.
Bill Clinton pegede blandt andet på opførelsen af en enorm balsal, som får den øvrige del af Det Hvide Hus til at virke lille, samt det faktum, at den berømte rosenhave er blevet belagt med sten.
Langer ud efter Kongressen
"Jeg mener, at Kongressen begik en fejl ved ikke at protestere imod, at Rosenhaven blev forvandlet til noget, der ligner indgangen til Liberaces badeværelse," sagde Bill Clinton.
Også hans hustru, den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, har fældet en hård dom over Trumps smag. Allerede i august gæstede hun Kara Swishers podcast ved navn Pivot, hvor hun betegnede nyindretningen som smagløs.
"Det gør mig trist – det er trist, at det er gjort så 'smagløst', og det er en afspejling af, du ved, hans narcissistiske personlighed og hans behov for at føle sig vigtig, herunder at klistre guldudsmykninger op overalt på væggene i Det Ovale Værelse," sagde Hillary Clinton.
Svarer igen på pressemøde
Netop den svada blev bragt på banen torsdag eftermiddag, da en i forvejen presset Donald Trump holdt pressemøde i Det Ovale Værelse. Egentlig handlede seancen om det særdeles skuffende midtvejsvalg, som det republikanske parti netop havde lagt bag sig, men midt under spørgerunden valgte en journalist at dreje emnet ind på den voldsomme modstand mod præsidentens renoveringer.
Da journalisten nævnte, at Hillary Clinton havde rettet kritik mod opdateringerne og de gyldne udsmykninger, brød præsidenten straks ind og spurgte overrasket, om hun virkelig havde gjort det, hvorefter han gik til modangreb:
"Jeg kan heller ikke lide hendes hus. Jeg kender hendes hus rigtig godt," lød det fra Donald Trump.
Herefter forsvarede han sine valg i embedskontoret ved at understrege, at både Det Hvide Hus og Det Ovale Værelse i hans øjne er steder, der emmer af sejr og prestige.
Hånes for kort lunte
Præsidentens hurtige udfald mod Hillary Clintons privatbolig har efterfølgende vakt opsigt på det sociale medie X. Her har talrige brugere peget på, at den historiske bygning, som han løbende bygger om på, slet ikke er hans private ejendom, men derimod tilhører den amerikanske befolkning.
Andre hæftede sig ved præsidentens temperament og bemærkede, at han ved den mindste kritik af sine gulddekorationer straks går efter modpartens eget hus, hvilket fik en bruger til at sammenligne hans følelsesmæssige modenhed med en deltager fra tv-programmet Real Housewives, der har fået tre martinier.
Fejden mellem parterne stikker dog endnu dybere end gardiner og guldlister. Få dage inden midtvejsvalget medvirkede Hillary Clinton i tv-programmet The View, hvor hun gav udtryk for, at Donald Trump efter hendes opfattelse fremstår stadigt mere ude af balance. Hun henviste samtidig til sin tidligere snak med Kara Swisher og vurderede, at en demokratisk valgsejr i både Senatet og Repræsentanternes Hus kun vil få præsidenten til at miste kontrollen i endnu højere grad:
"Kara og jeg talte om dette i podcasten; hvis det lykkes [Demokraterne] at vinde både Repræsentanternes Hus og Senatet – hvilket jeg håber, vi gør – så tror jeg, at han vil komme endnu mere ud af kontrol," sagde Hillary Clinton.

