Altomkendte
Dronning Margrethe har truffet stor beslutning: En æra er forbi
Majestæten har truffet vigtig beslutning.
En dag skal ungerne flyve fra reden – eller også skal bedstemor selv flyve væk.
Efter et liv med pendulfart mellem Fredensborg Slot og Amalienborg har dronning Margrethe truffet en beslutning, der for alvor markerer hendes overgang til livet som tidligere regent.
Fredensborg Slot bliver nu hendes faste base året rundt – en drøm, der har ulmet i hende i mange år.
Som regent krævede de officielle pligter i København, at hun tilbragte store dele af året i Christian 9.s Palæ på Amalienborg. Men med abdiceringen tidligere på året, er kalenderen blevet lettere, og den frihed bruger dronningen nu på at slå rødder på sit foretrukne slot i Nordsjælland.
– “Jeg elsker at bo heroppe. Fra grundloven blev ændret, og jeg vidste, jeg skulle følge efter min far, så kom det til at betyde endnu mere for mig. Fordi jeg i forvejen holdt så meget af det og tænkte, ‘Tænk, at jeg kan få lov til at bruge det her hus resten af mit liv’,” sagde Margrethe i DR-dokumentaren ‘Dronningens Slotte.’
Fredensborg Slot har i generationer været et åndehul for kongefamilien. Margrethes forældre, Frederik 9. og dronning Ingrid, indførte traditionen med at tilbringe forårs- og efterårsmånederne i de naturskønne omgivelser.
Dronning Ingrid igangsatte en omfattende restaurering af slottet, som Margrethe overtog ansvaret for ved sin tronbestigelse i 1972.
Et særligt royalt fingeraftryk
Fredensborg er ikke bare et slot – det er et kunstværk i konstant udvikling. Margrethe har med en blanding af barok, rokoko og nyklassicisme skabt sin egen unikke stilart, som kunsthistorikeren J. Henriette Linnemann kalder “Royal Moderne.” Slottet kombinerer historiske elementer med dronningens personlige præg – kraftige farver som fuchsia og grøn blander sig med detaljer som sofaborde af LEGO-klodser og puder syet af prins Henriks gamle slips.
Men det er ikke kun de farverige dekorationer, der får Fredensborg til at føles som et hjem. Dronningen har ofte fortalt, hvordan slottet giver hende en følelse af frihed og afslapning, som ingen andre steder kan.
– “Man er sig selv på en lidt anden måde her,” forklarede hun i dokumentaren, mens blikket hvilede på slotsparken.
Sommeren kalder stadig på Gråsten
Selvom Fredensborg fremover bliver hendes faste tilholdssted, holder Margrethe fast i de traditionsrige sommerophold på Gråsten Slot og Marselisborg i Aarhus.
Så når de varme måneder melder sig, kan danskerne stadig forvente at se deres tidligere regent nyde ferien i det sønderjyske eller blandt Aarhus’ grønne bakker.